To biler stødte frontalt sammen på Viborgvej ved Sønderbæk
Lørdag eftermiddag stødte to biler frontalt sammen på Viborgvej ved Sønderbæk. Tre personer kom til skade, hvoraf den ene var fastklemt og måtte skæres fri af Beredskab og Sikkerhed Randers.
Den fastklemte var ved bevidsthed, og blev løbende tilset af en læge, mens han blev hjulpet fri. Han blev efterfølgende kørt til hospitalet til nærmere undersøgelser.
Der forlyder ikke oplysninger om de øvrige implicerede, men ingen meldes at være i livsfare.
Årsagen til uheldet er ukendt, men tilsyneladende er den ene bil kommet for langt over i den modsatte kørebane.
Kommentarer