Samfund

Tivoli Jennum besøgte Nordbyen

Se billedserie

Fredag den 24. juni indtog Tivoli Jennum igen legepladsen i Jennumparkens fritidshjem.

I år var der kommet to store klovne og nye forlystelser, så det var spændende for børnene også at prøve disse.

Børnene startede med en rigtig Tivolimenu – franske hotdogs og sodavand.

Derefter var det tid til at forlyste sig med de forskellige aktiviteter, så som ‘det muntre køkken’, der blev rodet godt og grundigt til af livlige børn.

Der var stor morskab ved fotoboden. Her kunne børnene vælge mellem forskellige hatte, skæg og briller. De fik taget et billede, som de kunne tage med hjem, som et minde fra denne dag.

Slik katapulten var også et hit. Når børnene ramte et bestemt punkt, sprang en kage op, og så var det ellers med at gribe den i luften.

Der fløj også pile gennem luften, men det var altså bare fra boden med ballondart.

En stor flok ænder havde fået påklistret tal i ”ænden”, og dem skulle børnene fange. Tallene skulle herefter lægges sammen, og resultatet af dette udløste en præmie.

Boden med de hundrede snore gav børnene mulighed for at trække en gevinst, der var dog også enkelte nittere.

Når børnene skulle have et hvil mellem aktiviteterne, kunne de forsyne sig ved popcorn- og slush ice maskinen.

For institutionen er det er en fordel at have et stort aldersspænd, så kan de store børn hjælpe og guide de mindre børn – det er der læring i for alle.

Forældre var inviteret med fra kl. 15:00

Også forældrene til alle børn var inviteret og fik mulighed for at opleve tivolistemningen, da to store klovne kom og delte lodder til tombola ud.

Der var fine præmier, blandt andet udklædningstøj, sportstøj, drikkedunke, sportstasker m.m.

Farvel til kolleger

I forbindelse med dette arrangement skulle der også siges farvel til tre voksne på fritidshjemmet.

Vivi, som bor i Aarhus, har fået job tættere på sin bopæl.

Lone stopper som souschef, hun vil prøve at arbejde med de ældre borgere fremadrettet.

Institutionsleder Birgitte, som har været 42 år på fritidshjemmet, har valgt at gå på pension.

Der blev sagt ordentligt farvel og børnene nød denne tivolidag, som var en dejlig begyndelse på skolesommerferien.

Kommentarer