Samfund

Tirsdag bliver valgsystemet testet i Randers og resten af landet

Camilla Juul Nielsen, valgansvarlig, sammen med servicevagt, Kasper Juul Jensen hjælper med alt det praktiske når Randers Kommune tester det nationale valgsystem. I hånden har de en teststemmeseddel med kandidater, der stillede op til seneste kommunalvalg. Foto: Randers Kommune.

I morgen tirsdag den 4. februar tester Randers Kommune det nationale valgsystem. Testen foregår samtidig i alle 98 kommuner for at afprøve systemet i en valgsituation.

I Randers foregår det som en realistisk valghandling med brevstemmer fra borgerservice, stemmebokse på to valgsteder og vælgere i kø.

– Velkommen til. Valgstedet er åbent.

Sådan lyder det fra valgstyrersekretærerne på Laksetorvets to valgsteder under testvalget, der foregår på tirsdag. Men denne gang er det ikke politikerne, der skal bestå prøven – det er selve valgsystemet. I den anledning er stemmebokse fundet frem, fiktive vælgere står klar i kø, og brevstemmerne er registreret via Borgerservice.

– I efteråret tog vi de første skridt med et prøvevalg ved skrivebordet, men nu er vi klar til næste runde, som minder mere om et rigtigt valg – vi kører simpelthen et regulært valg på to valgsteder med registrering af kandidater, brevstemmer og rigtige vælgere, siger Camilla Juul Nielsen, der er valgansvarlig og juridisk chefkonsulent i Randers Kommune.

I Randers bliver der åbnet to testvalgsteder på Laksetorvet fra kl. 9-12, hvor hele valgprocessen bliver gennemspillet. Formålet er at sikre, at systemet kan håndtere korrekt registrering af stemmer, kandidater, brevstemmer og andre vigtige elementer. Samtidig bliver systemet sat på prøve for at sikre, at det kan håndtere aktiviteten fra alle 98 kommuner på én gang – og selvfølgelig for at fange fejl, før den endelige valgdag.

– Vi forventer, at systemet fungerer, som det skal. Det her er lige så meget en test for os, der skal stå for kommunal- og regionsrådsvalg til november her i Randers. Min forventning er, at det forløber, som det skal. Skulle der opstå småfejl undervejs, noterer vi dem og melder tilbage, så vi er helt sikre på, at systemet står skarpest muligt, når vi rammer den rigtige valgdag, siger Camilla Juul Nielsen.

Kommentarer