Udtalelse fra generalforsamlingen i FOA Randers den 3. maj 2017
Indsendt af: FOA – Fag og Arbejde Randers, Østergade 12, 8900 Randers C
Afdelingsformand Lene Hartmann

Der bliver brug for mere og mere, men der afsættes mindre og mindre. Det er den offentligt finansierede service og velfærds paradoks.

Og det er det paradoks, som gennem de seneste årtier har betydet forringelser for de grupper i den danske befolkning, som på forskellige måder er afhængige af fællesskabets hjælp.

Det er ikke kun den enkelte eller de nærmeste, der bliver ramt, når sparekniven skærer i fællesskabets ydelser. Det er hele vores velfærdssamfund.

Et velfærdssamfund, hvor vi bevidst har valgt at tage ansvar ikke blot for os selv og vores, men også for dem, vi ikke kender. Og hvor vi har anvendt skat som middel til at finansiere det fælles ansvar.

Et fælles ansvar, der har givet tryghed for den enkelte og tillid til fællesskabet.

I dag er den tillid ved at smuldre. Mange års besparelser har udhulet den fælles velfærd, og i dag ser vi flere og flere private initiativer, der mener, de kan gøre det bedre end de offentlige tilbud.

Fokus flyttes fra den fælles velfærd til den enkeltes velfærd. De ressourcestærke vælger de tilbud, der passer dem bedst, og som opfylder deres ønsker og behov, og de svageste vil være nødt til at vælge ”den offentlige løsning”, som pga. den førte politik vil blive gradvist udhulet og forringet.

Det skal vi ikke finde os i. Den fælles velfærd og tilliden til fællesskabet er hele grundlaget for det samfund, vi ønsker at leve i – et samfund hvor vi er trygge og lige.

Men uligheden i Danmark vokser. I de seneste 10 år er Danmark det land, der har haft den næststørste stigning i ulighed. OECD og Verdensbanken advarer mod øget ulighed, da det på sigt vil bremse væksten i et land. Vi bliver altså fattigere, når uligheden øges. Ulighed får samfundet til at falde fra hinanden.

Det sociale sikkerhedsnet, som fællesskabet tidligere spændte ud under de mest udsatte, er i dag for en stor dels vedkommende erstattet af et krav om beskæftigelse i større eller mindre omfang. Skiftende regeringers forestilling om, at hvis vi presser de svageste nok, så vil de finde kræfterne til at klare sig selv, betyder, at uligheden vokser.

De svageste i vores samfund har ikke behov for mere tvang, de har derimod behov for solidaritet og fællesskabets styrke til at finde det sted, hvor de føler, de kan bidrage – stort eller småt – uden at de skal trues på deres eksistensgrundlag.

Tvang af de svageste, serviceforringelser og ikke mindst forhøjelse af pensionsalder er blot nogle få af de velfærdsforringelser, vi har været vidne til. I ly af de seneste års krise og med finanskrisen som undskyldning har regeringen gennemført en lang række reformer, der har betydet et sporskifte i den danske velfærdsmodel.

Et sporskifte fra fælles ansvarlighed til ”klar dig selv”. Et sporskifte imod en mere liberal tankegang.

Men skattelettelser til de rigeste og højere pensionsalder øger ikke vores velstand. Det gør derimod målrettede investeringer i Danmarks vigtigste ressource – lønmodtagerne.

Dansk økonomi er i fremgang. Der bliver skabt mange job, beskæftigelsen stiger, og arbejdsløsheden falder. Der er stadig mange ledige hænder, men der er ved at være tegn på stigende mangel på faglært arbejdskraft. Lønmodtagerne skal have de kvalifikationer, der efterspørges for at sikre et langvarigt opsving med job til alle. Det skal sikres gennem investeringer i kompetenceudvikling og uddannelse.

Det spirende opsving skal også benyttes til at rette op på den ensidige fokusering på besparelser og forringelser. Der skal sættes fokus på omsorg og kvalitet i den offentlige service.

Og ikke mindst fokus på at genskabe tilliden til vores fælles velfærdssamfund.

Vi vil have et sporskifte imod mere solidaritet og fællesskab.

Der er kommunalvalg i efteråret, og vi har en god mulighed for at stille krav til de lokale politikere i kommunerne og regionen – så brug din stemme og brug den klogt!