Debat og politik

DF’er fra Randers midt i skandalesag om EU-midler

Anders Primdahl Vistisen trådte ud af Randers Byråd i 2014, efter han blev valgt som en af Dansk Folkepartis fire kommende medlemmer af Europaparlamentet. Foto:Carsten Lundager

Anders Primdahl Vistisen, tidligere byrådsmedlem for Dansk Folkeparti i Randers Kommune, var kasserer i Meld. Den skandaleramte politiske alliance i EU, der i dag er centrum for anklager om fusk med EU-midler. 

En af Anders Vistisen (DF) mærkesager ved valget til Europaparlamentet i 2014 var budgetkontrol. Han forlod Randers Byråd i 2014 og tog til Bruxelles, hvor han ville stramme op på “al den svindel og fusk, der har været med EU-midler”.

Den seneste uges afsløringer har placeret Anders Vistisen, der har fået en flot karriere som Dansk Folkepartis nye gruppeformand i EU, i en højst uvant og ubehagelig situation. Nu er det nemlig sit eget partis brug af EU-støttemidler, som Anders Vistisen skal til bunds i.

Har betalt 200.000 kroner tilbage til EU

I Bruxelles blev Anders Vistisen hurtigt sammen med to andre DF’ere, Rikke Karlsson og Jørn Dohrmann, valgt ind i bestyrelsen i den politiske alliance Meld, hvor også Morten Messerschmidt sad i ledelsen. Anders Vistisen blev valgt som kasserer.

Det er Meld, der i dag er centrum for den sag om svindel med EU-midler, som indtil videre har fået Dansk Folkeparti til at betale 200.000 kroner tilbage til EU og smide Morten Messerschmidt ud af partiets ledelse. Pengene fra Meld blev brugt i forbindelse med Dansk Folkepartis sommergruppemøder i 2014 og 2015.

Læserbrev til DFs medlemmer

I et læserbrev til DFs medlemmer dateret den 17. oktober skriver formand Kristian Thulesen Dahl, at han går ud fra, at pengene fra Meld er udbetalt efter reglerne:

“Men forløbet viser rod. Det rigtige program er ikke sendt med til Europa-Parlamentet, og folk svarer forvirret på, om de har deltaget i en Meld-konference eller ej. Det dur selvfølgelig ikke. Derfor støtter jeg naturligvis, at DF’s nye gruppeformand i Europa-Parlamentet, Anders Vistisen, tager kontakt til Europa-Parlamentets administration med henblik på at få bragt tingene i orden,” fortsætter han i brevet.

Alt er foregået efter bogen

Meld blev tvangsopløst af EU i november 2015, og nu godt et år efter er det altså Anders Vistisen, der skal rydde op i den pengekasse, som han selv som kasserer på papiret har haft det formelle ansvar for.

Sagen rullede, da Rikke Karlsson påstod, at hun ikke havde deltaget i en Meld-konference. Hun meldte efterfølgende sig ud af DF og politianmeldte Morten Messerschmidt for identitetstyveri. Dengang havde Anders Vistisen ikke meget til overs for sin partifælleds handlinger.

“I denne sag har Rikke så valgt også at begynde at smide mudder på det parti, der altid har været der for hende”, skrev han blandt andet sin Facebook-profil den 13. oktober 2015.

“Alt er naturligvis foregået efter bogen, pengene passer og alle oplysninger er og har altid været fuldt tilgængelig – det endda også på Europa Parlamentets hjemmeside,” står der endvidere i opdateringen.

Lægge sig fladt ned og undskylder

Hvad Anders Vistisens præcise rolle har været i sagen, er endnu uvist, men den 18. oktober 2016 så det tidligere byrådsmedlem i Randers Kommune lidt anderledes på tingene, end han gjort året før. Her udtaler han blandt andet til Ritzau:

– Der er ingen tvivl om, sagen har givet Dansk Folkeparti skrammer. Det er vi rigtig, rigtig kede af. Man skal ikke omgås offentlige midler på den måde, vi har gjort det. Det er så langt fra, hvordan vi gerne vil gøre den slags ting, som det overhovedet kan være. Derfor er der kun en ting at gøre: At lægge sig ned og sige undskyld overfor danskerne og beklage overfor Europaparlamentet.

Det er desværre ikke lykkedes Randers Netavis at få fat i Anders Primdahl Vistisen, men på BT kan man blandt andet læse fem svar, som han har givet om Meld-sagen: Fem skarpe til DF’s gruppeformand i EU Anders Vistisen

 

Kommentarer