Randers By

Tid til en ny runde med regeringens bredbåndspulje

Den 18. juni kan du se om du er berettiget til at søge midler for en bedre bredbåndsforbindelse. Arkivfoto

Nu åbnes der op for en ny runde af regeringens bredbåndspulje. Den 18. juni 2018 offentliggøres en kortlægning over, hvilke adresser der er søgeberettigede til at søge midler til bedre bredbåndsforbindelser. Samtidig med dette afholder Energistyrelsen flere infomøder for borgere rundt om i landet.

Har du ondt i bredbåndsopkoblingen, vil det igen i år være muligt for sammenslutninger af borgere og virksomheder at søge midler til at få bedre bredbånd til ens lokalområde.

Regeringen har i år ændret i tildelingskriterierne, hvilket bl.a. betyder at adresser i yder- og landkommuner forfordeles. Det kan komme projekter i Randers Kommune til gode, da denne defineres som en landkommune.

For at kunne søge puljen kræves det, at der er flere husstande, der går sammen om at annoncere et projekt, som bredbåndsleverandørerne kan byde ind på. Samtidig må man have en bredbåndshastighed på maksimalt 10/2 Mbit/s for at være søgeberettiget. 

Kom til infomøde med Energistyrelsen

Energistyrelsen afholder en række informationsmøder rundt om i landet, hvor man har mulighed for at høre nærmere om processen og tildelingskriterierne. For borgere i Randers Kommune er de nærmeste infomøder i Viborg den 19. juni 2018, i Mørke den 26. juni 2018 og i Hjørring den 18. juni 2018.

Randers Kommune understøtter projekter til Bredbåndspuljen

Kommuner har også mulighed for at bidrage til indsatsen for at få bedre bredbånd til lokalområder. Derfor har Randers Kommunes Landdistriktsudvalg øremærket 250.000 kr. til projekter, der får tilskud fra Bredbåndspuljen. Det betyder konkret, at i de projekter der tildeles midler, bidrager Randers Kommuner med 1.000 kroner pr. søgeberettiget husstand.

Derudover står Randers Kommunes bredbåndskoordinator naturligvis klar med råd og vejledning, og er klar til at stille op til info- og borgermøder.

Kommentarer