Randers By

Teater: Tandfeen besøger Randers 

Foto: Søren Meisner

Snart kan man opleve en Reumert-nomineret perle for børn og deres familier i Randers. Det sker, når Randers Teater præsenterer Teater Patraskets forestilling ‘Tandfeen’, der er baseret på børnebogen ‘Hvidt & Blidt & Kridt’ af Kim Fupz Aakeson.

Forestillingen handler om Anton, der ikke ved, hvad han skal stille op med sin lillesøster, som skriger så meget, at hans forældre begynder at skændes.

Til sidst ender han med at give hende bort – til tandfeen! Men bagefter fortryder han og må drage helt alene ud for at finde Tandfeens slot og få sin søster tilbage. 

Det bliver til en begivenhedsrig drømmerejse gennem nattens by, hvor alle eventyrets figurer er vågne. Tandfeen spilles af tre mænd i et følsomt, komisk og til tider hæsblæsende ensemblespil med brug af dukker, masker, overdådige kostumer og fortættede musikalske stemninger.  

‘Tandfeen’ er for børn fra fem år og deres familier, og den spiller søndag 15. januar på Underværket klokken 10 og 12. Den skulle have spillet på Randers Teater, men har skiftet lokation på grund af forsinkelser i teatrets igangværende ombygning. 

Fakta om forestillingen

  • Medvirkende: Kristian Dinesen, Bastian Popp, Dirck Backer
  • Instruktør: Maria Myrgård
  • Scenograf: Julie Forchhammer
  • Komponist: Bastian Popp
  • Dukker: Katrine Karlsen

Kommentarer