Spentrup

Tak for jeres overskud lyder det fra GF Kronjylland

TAK FOR JERES OVERSKUD: En række overskuds-kronjyder var i rampelyset og fik anerkendelse og rosende ord med på vejen fra afdelingsdirektør Lars Meier, GF Kronjylland.

Hver dag er der personer, der gør lidt ekstra. Folk, som har overskud til at række deres medmennesker en hånd, uden at forvente betaling, anerkendelse eller tak. De gør det, fordi de ikke kan lade være, og fordi det ligger naturligt for dem at hjælpe andre.

En håndfuld af sådanne lokale profiler kom i går frem i lyset, da de modtog GF Forsikrings anerkendelse:

“Tak for dit overskud”.

Det var GF Kronjyllands afdelingsdirektør Lars Meier, der havde fornøjelsen at overrække diplomer til de fem kronjyder, der blev anerkendt for deres overskud. Og han havde rosende ord med på vejen til de lokale ildsjæle.

– I disse år tales der meget om frivillighed og om at give en ekstra hånd med i lokalsamfundet. Alle er enige om, at de ildsjæle er vigtige og uundværlige. Men somme tider tager vi måske frivilligheden lidt for givet, sagde Lars Meier og fortsatte:

– Med kampagnen “Tak for dit overskud” har GF Forsikring ønsket at skabe et rum for at anerkende nogle af de mange overskudsmennesker, der findes i lokalsamfundet. For vi har alle grund til at være taknemmelige for de mennesker, der er med til at gøre vores lokalsamfund trygt og levende.

Modtagerne er nomineret af folk i lokalsamfundet via GF’s hjemmeside, og den endelige udvælgelse af modtagere har bestyrelse stået for. Ud over diplomet følger en anerkendelse, et lille beløb af forskellig karakter, som GF Forsikring har doneret.

Derfor modtager de anerkendelse

Jacob Jørgensen
“Jacob holder Randers ren og har gennem flere år samlet tonsvis af henkastet affald til stor glæde for borgerne og rigtig godt for miljøet og ikke mindst: Han udfører den frivillige opgave ved siden af sit fuldtidsjob.”

Bent Mathiesen
“Bent brænder for kulturen og friluftteater, hvor han har været den praktiske gris i mange år for Nørhald Musik og teaterforening. Han sørger for, at alt fungerer bag kulissen, så skuespillerne kan fungere optimalt på scenen.”

Vorup FB Håndboldafdelingen ved Inge Rønne:
“Afdelingen gør et fantastisk arbejde for børn og unge og sørger for aktiviteter allerede fra toårs-alderen.”

Thomas Dahl:
“Thomas har startet pigefodbold op i Randers Freja – og udelukkende piger med forskellige etnisk baggrund. Det fremmer integrationen og på holdet er den generel stor social fællesskab, hvor også forældre inddrages.”

Preben Nielsen:
“Preben er pensionist og bruger en masse tid på at hjælpe og aktivere de gamle på blandt andet Plejehjemmet Kildevang. Han cykler med dem, kører deres bus osv. både morgen, middag og aften.”

Lars Bjerre-Harpøth:
“Lars gør et kæmpe arbejde for de små springgymnaster i Spentrup IF, hvor han hver mandag sørger for højt humør og glæde med først Mini-springerne og bagefter Maxi-Springerne. Lars er utrættelig, har selv to børn og krævende fuldtidsjob med mange kilometer på landevejen, inden han folder sig ud i hallen.”

Kommentarer