Debat og politik

I tager fejl, Kühnau og Krarup. Sundhedsreform handler om decentralisering

Debatindlæg af: Michael Aastrup Jensen, MF (V), tidligere borgmester i Randers

Sundhedsreform: Det helt store problem ved regionerne er, at de er for store til, at befolkningen føler sig repræsenteret i Regionsrådet og for små til at kunne levere effektive løsninger.

Sundhedsreformen retter op på det misforhold ved at give mere ansvar til kommunerne og samtidig løfte dele af sundhedsområdet op på nationalt niveau. Eksempelvis skal it-systemer fremover være et nationalt anliggende, således at man undgå, at der findes fire forskellige systemer, sådan som det er tilfældet i dag. Det kan vel næppe kaldes et demokratisk problem, at den slags beslutninger besluttes på nationalt niveau fremfor at regionerne famler sig frem og vælger hver deres tvivlsomme system.

Det er faktisk bare sund fornuft og rettidig omhu med skatteborgernes penge.

Anders Kühnau (S) formand for Region Midtjylland og Lars Krarup, borgmester i Herning (V) (25/1) mener imidlertid, at nærdemokratiet nærmest står og falder ved regionens overlevelse. Det kan sagtens være, hvis ens udkigstårn står i Vestjylland, men i andre dele af regionen har det været småt med investeringerne og opmærksomheden fra regionsrådet.

I Randers har vi måtte kæmpe med næb og kløer for at bevare vores lokale akuthospital. Det er vel og mærke i landets sjettestørste by.

Set fra den østligste del af regionen er der ingen tvivl om, at vestjyderne har sat sig massivt på regionsrådet. Det er der intet at sige til, politik gælder om at få sine synspunkter igennem, men det har i Region Midtjyllands tilfælde været på bekostning af, at østjyderne ingenlunde har følt sig repræsenteret. Det forhold ændrer sundhedsreformen på, ved at give mere ansvar til kommunerne og dermed kommer beslutningerne langt tættere på borgerne end det er tilfældet i dag.

Lad os nu være ærlige, det er meget få vælgere, der kan nævne et enkelt eller to medlemmer af regionsrådet. Derimod så er de lokale byrådsmedlemmer trods alt langt mere udsatte for at blive passet op ved køledisken i Brugsen, hvis der er noget som kalder på borgernes utilfredshed.

Jeg ser derfor primært sundhedsreformen som en decentralisering af sundhedsvæsnet, fordi den gør op med nogle regioner som geografisk og politisk på ingen må har hængt sammen.

Til gengæld har kommunerne i dag den rette størrelse til at give en ensartet og kompetent service og de har også musklerne til at kunne overtage nye opgaver indenfor sundhedsområdet.

For at sige det lige ud, så er jeg mest tryg ved at det er borgmesteren som har hånden på kogepladen i forhold til det sundhedspolitiske fremfor et regionsråd som i lange perioder lever sit eget liv.

Kommentarer