Randers By

Tænder der brænder – Gebistros konference afholdt i Randers

Hvis socialt udsatte som hjemløse og stofmisbrugere skal have mulighed for at genindtræde på arbejdsmarkedet, så er det en nødvendighed, at de får hjælp til tandpleje. Så klar er udmeldingen fra de frivillige kræfter, der i dag står for det meste af tandplejen til de udsatte grupper.

Erfaringer fra Vordingborg viser, at genopretningen af et ødelagt tandsæt kan gøre 50 procent af målgruppen i stand til at blive selvforsørgende. Nu er frivillige fagfolk klar med et opråb til Folketinget.

Frivillige fagfolk fra hele landet mødtes lørdag d. 29. september i Randers til en konference om udsatte og tandpleje. Formålet med konferencen, Gebistro, var at appellere direkte til Folketinget med et opråb om nødvendigheden af en gennemgribende lovændring på området.

For nylig udtalte formand for Socialdemokratiet Mette Frederiksen til DR, at partiet forslår gratis tandpleje til socialt udsatte. Det bakker de frivillige fagfolk op omkring og stiller sig samtidig til rådighed med ekspertviden på området.

– Det er ikke nok, at der afsættes flere penge til området. Der er brug for, at man lytter til erfaringerne fra de mennesker, der har stået for tandpleje til socialt udsatte i mange år. Målgruppen har særlige behov og udfordringer, når det gælder tandpleje, og det skal tænkes ind i lovgivningen på området, mener Vitus Jordan, formand for Børsterne i Randers, der stod bag årets Gebistro-konference.

Over 50 procent bliver selvforsørgende

Psykolog Jakob Freil har for nylig været ekstern evaluator på et projekt i Vordingborg om udsatte og tandpleje. Resultatet af projektet var overraskende for alle involverede. 49 socialt udsatte fik mulighed for at få genoprettet et ødelagt og råddent tandsæt, og 42 fik gennemført et indgreb.

– Alle deltagere var på kontanthjælp ved projektets start. Nu er over 50 procent af dem enten i job eller under uddannelse. Konklusionen er, at et velfungerende tandsæt er en helt afgørende faktor for, at man kan indtræde i de sociale sammenhænge, som uddannelse og job kræver, fortæller Jakob Freil.

Desuden er det videnskabeligt veldokumenteret, at et ødelagt tandsæt kan have alvorlige helbredsmæssige konsekvenser. Den store gruppe af mennesker med dårlig mundhygiejne er dermed også en faktor for befolkningens sundhedstilstand og Danmarks sundhedsøkonomi.

Ifølge de frivillige kræfter, der var samlet til Gebistros konference, er det en gennemgribende lovændring, der skal til for at løse de samfundsmæssige problemer, der knytter sig til udsatte og tandpleje. Efter konferencen stiller deltagerne deres ekspertviden til rådighed for politikerne med anbefalinger til en nødvendig ny lovgivning på området.

Kommentarer