Langå

Syng med fra Højskolesangbogen!

Fællessang på Station K i Langå i selskab med Louise Svane og Martin Ottosen. Pressefoto.

En serie af sangaftener med fællessang fra Højskolesangbogen – og andre gode, sangbare sange. Hver anden torsdag fra sensommer og frem til jul, kan du komme og synge sammen med os på Station K.

Sangcoach og sanger Louise Svane og pianist og komponist Martin Ottosen står for musik og værtskab. Programmet rummer en række kendte og mindre kendte sange, der egner sig til at synge fælles og passer til aftenens tema. Aftenerne vil også byde på små historier bagom sangene, lidt let ”sanggymnastik”, gæstemedvirkende og mulighed for at putte sin yndlingssang i ønske-hatten.

Da vi befinder os i Langå stationsbygning vil vi selvfølgelig fortsætte traditionen med at synge et par fællessange i ankomsthallen. Her er en dejlig akustik og her kan vi glæde de rejsende med en fællessang, der kan nynnes videre på i toget.

Arrangementet er åbent for alle som har lyst til at synge. Vi har plads til ca. 80 personer. Arranementet finder sted på Station K’s café på Bredgade 55, Langå, hver anden torsdag i efteråret klokken 19.30 til 21.00. Prisen er 25,- per aften og 100kr for alle seks aftener. Der følger rabat med ved medlemsskab af Station K.

Baggrund

I september 2017 sang Langå fællessang på stationen i 10 dage. Børn, unge og ældre var med til at synge støvet væk og få liv i den gamle stationsbygning. 22 gange mødtes lokalbefolkningen på tværs af alder og var sammen om morgensang og fyraftenssang.
Fællessangs-projektet var en stor succes, som var med til at samle lokalsamfundet og skabe sammenhængskraft på tværs af byen.

Som opfølgning på de mange positive tilkendegivelser og opfordringer, til at skabe mere fællessang i Langå, åbner Station K dørene til sang. Vi tager afsæt i ”Den Blå Bog ”- Højskolesangbogen – og bringer nye sange til.
Det er en del af Station K’s formål, at huset fra tid til anden skal åbne dørene for omverdenen og rammerne er nu så istandsatte, at Café-området er klar til faste arrangementer.

Du bliver en del af noget

– Den danske sangskat rummer sange og salmer til alle øjeblikke af vores liv. De hjælper os til at sætte ord på det ubegribelige og kan få os til at føle os små og ubetydelige i forhold til noget, der er meget større end os selv: Et fællesskab med en mangfoldighed og tyngde, der trækker rødder langt tilbage i tiden og giver os en følelse af at høre til. Og det er jo dybest set det, som vi mennesker gerne vil – være en del af et fællesskab og mærke, at her hører vi hjemme, siger Phillip Faber, chefdirigent for DR PigeKoret.

Du kan synge dig sund

– Det at synge er en fysisk handling, ligesom når man dyrker sport. I begge tilfælde, når man trækker vejret dybt ned i maven, bliver der frigivet en masse velværehormoner, de såkaldte endorfiner. Men den kontakt, man får med sig selv, er mindst lige så
væsentligt. Når man synger, er man meget fokuseret. Man kan hverken græde eller grine.
Man kan heller ikke tænke på andre ting. Man tænker kun på sang – og de bekymringer, man ellers måtte have, bliver sat på pause, fortæller Pia Scharling, sangpædagog.

Alle kan stemme i

– Vi vil love, at du er gladere stemt, når du går fra Stationen i Langå. Lige meget hvilket humør, du troppede op i.
Sangen er et instrument alle bærer med sig. Du har din stemme lige ved munden. Det handler ikke om at synge GODT, men alene om at synge MED. Når vi synger sammen, vil vi opleve at helheden vokser til noget meget større end den enkelte stemme. Det er ren magi! Vi vil sørge for, at den musikalske ramme bliver så smuk, at selv fugle med et krogede næb vil føle sig hjemme, mener både Louise og Martin, initiativtagere til sangaftnerne

Kommentarer