Kultur

Sue Foley kommer til Randers med nye blues awards

Foto: PR

Amerikansk-canadiske Sue Foley cementerede tidligere i maj sin position som en af den internationale bluesscenes mest bemærkelsesværdige kunstnere. Ved Blues Foundations prisoverrækkelse i Memphis blev hun belønnet for bedste album for hendes ”Pinky’s Blues”, ligesom hun – for andet år i træk – vandt prisen som bedste Traditional Blues Female Artist.

Dermed runder Sue Foley 20 blues awards i sin karriere, og det er altså et stort internationelt navn, der står på scenen hos Bluesnight Randers onsdag den 1. juni med koncert på Underværket. Forårets Europa-tur er døbt ”Pinky’s Blues” efter det nye album, og Pinky er ganske enkelt navnet på hendes kulørte Telecaster-guitar. 

Det vakte hurtigt opsigt i musikbyen Austin Texas, da Sue Foley i 90’erne flyttede der til fra Canada for at udvikle sin spirende karriere. Hendes guitarinspiration og tidligere bluestilgang fandt hun hjemme i Canada ved at lytte til f.eks. Led Zeppelin og Foghat. I Austin gravede hun dybere i den traditionelle blueshistorie, holdt stadig sin musik elektrisk og udviklede sine talenter både som guitarist, sanger og sangskriver. I dag betragtes hun som en af de allerbedste.

Sue Foley har tidligere besøgt Bluesnight Randers. Det blev i 2019 til en flot koncert med udgangspunkt i det prisvindende album ”The Ice Queen”. Stærkt elektrisk i første sæt, mens andet sæt startede akustisk inden elektriciteten igen tog over i en blændende afslutning.

Koncerten med Sue Foley er i øvrigt en af Bluesnights sommertilbud om tre koncerter med kvindelige bluesartister på tilbud. Prisen er reduceret til 450 kr., hvis man på én og samme tid køber billet til Foleys koncert 1. juni, TORA fra Norge 26. august og Erja Lyytinen fra Finland 23. september.

Billetterne sælges dog også separat til hver af de tre koncerter. 

Kommentarer