Debat og politik

Styrk forældresamarbejdet – stil krav

Lise-Lotte Leervad Larsen, Mor til 5, Byrådskanditat, S.

Læserindlæg af Lise-Lotte Leervad Larsen, Mor til 5, Byrådskanditat, S.

Hver 10. elev i Randers får ikke sin afgangseksamen – en overskrift som virkelig har fæstnet sig hos mig. Mange mulige årsager har været nævnt. Et af de første spørgsmål, som ramte mig var: ”HVORFOR LIGE RANDERS?”

Historien om Thomas (bragt i TV2 Østjylland), er en fortælling om en elev, som ikke fik en
afgangseksamen fra folkeskolen. Thomas fortæller, at grunden til at han ikke fik en afgangseksamen
skyldtes, at han manglede støtte fra forældrene og lærerne. I det udsagn fortæller han, hvor vigtigt
det er, at skolen og hjemmet samarbejder.

I folkeskolens formålsparagraf står der, at ”Folkeskolen skal i samarbejde med forældrene …”

Som forælder har jeg længe syntes, at samarbejdet med skolen har været lidt fattigt. Vi bliver 1 gang
om året inviteret op på skolen til et forældremøde af max 2 timers varighed, og dertil er vi nu nede
på en obligatorisk skole/hjem samtale om året.

Jeg synes, det er vigtigt, at vi får mulighed for at deltage i forældremøder for vores børn. Det gør jeg, fordi et meget vigtigt element med forældremøderne også er den relationsopbygning, som finder sted på de møder. Vi forældre får mulighed for at mødes og snakke, og vi får mulighed for, at snakke med de forskellige voksne som dagligt er omkring vores børn.

Allerede i 0. klasse bliver vi introduceret til et oplæg med titlen ”Forældrene er klassens usynlige
klassekammerat”. Kort fortalt handler det om, hvor vigtig forældrenes rolle er i forhold til klassens
trivsel, og at vores påvirkning har stor betydning for, hvordan vores børns relationer er oppe i
skolen.

Derfor ønsker jeg et endnu tættere skole/hjem-samarbejde allerede fra 0. klasse. Skolen skal
fortælle forældrene, hvor vigtigt det samarbejde er – og det gør de blandt andet ved, at give os en
reel mulighed for at deltage i møderne.

Hvis der er nogle forældre, som ikke dukker op til forældremøderne eller skole-hjem samtalerne, så mener jeg, at skolen skal tage kontakt til de forældre – og betyder det, at de skal tage hjem til forældrene, så mener jeg også, det skal til. Jeg mener, det er vigtigt, at skolen virkelig understreger, hvor vigtige de mener, vi forældre er i børnenes skoleliv.

Jeg synes, det er helt essentielt, at vi kigger indad og får klarlagt mulige årsager til, hvorfor hver 10. elev ikke får en afgangseksamen. Vi skal handle på denne bekymrende udvikling. Vi skal alle sammen
samarbejde om det – til gavn for vores børn, dig og mig og hele Randers kommune.

Kommentarer