Uddannelse

Studenterne sprang ud i Paderup

Studenterne er fra venstre: Julie Søby, Julie Uhrbrand Hald, Asta Liva Rydder Pedersen, Frederik Korning Stenholt, Catrine Jensen, Sara Falberg Nielsen og Christina Gert Nielsen. I midten: Rektor Allan Friis Clausen.

Glæde, stolthed og lettelse over, at eksamenslæsningen har fået en ende, lyste i øjnene på årets syv første studenter fra Paderup Gymnasium, da de torsdag morgen hejste skolens flag.

Sammen med rektor Allan Friis Clausen markerede de syv, at de havde fået de hvide huer på trods en afslutning af skoleåret, som har stået i Corona-nedlukningens tegn.

Studenterdagene forløber næsten helt, som traditionen siger, da Paderup Gymnasium har valgt at lade eleverne slutte af med en mundtlig eksamen. Efter eksamen mødtes studenterne med deres familie i skolens kantine, og torsdag rykkede mange udenfor i solgården for at nyde det fine vejr. Her blev studenterne fejret med flag, blomster, bobler og lækkerier fra de medbragte kurve.

Frem til og med mandag bliver Paderup Gymnasiums 179 studenter færdige, og sidst på ugen modtager de deres eksamensbeviser ved dimissionen, som i år fejres for én klasse ad gangen.

Kommentarer