Over Hornbæk

Stort outlet marked i Hornbæk

Hornbæk Sportsforening er klar med sit store kommercielle tiltag i det nye Hornbæk Idræt & KulturCenter, når der fra onsdag den 10. til og med søndag den 14. november åbnes for et outlet, der omfatter salg af dyner, puder, isenkram, interiør, garn og legetøj.

”Sport og kommercielt salg hører sammen på den måde, at overskuddet fra de fire dage med forhåbentlig god handel kommer medlemmerne i ungdomsafdelingerne til gode. Og når det er tilfældet, så har vi frivillige hjælpere, der gerne bidrager til planlægning og praktisk afvikling af arrangementet”, siger HSF’s Peter Thorsen, der er primus motor for outlet-arrangementet.

”Vi er glade for at få denne her mulighed i samarbejde med Danish Dreams, og vi er åbne overfor andre muligheder”, fortsætter Peter Thorsen. ”Ungdommen har brug for de penge, som sådan et outlet kan kaste af sig, og vi forsømmer aldrig muligheden for at lave en indsats, der kan gøre fritidsaktiviteterne mere spændende og attraktive for vores unge mennesker”.

Outlet-arrangementet har otte åbningstimer hver dag. Der sælges dyner og puder fra Danish Dreams, isenkram og interiør fra Bloomingville og Villa Collection samt mærkevarer i legetøj.

Hornbæk Sportsforening venter ikke kun opbakning fra lokalområdet, men også fra Randers og oplandet. Outletsalget er det eneste af sin art i og omkring Randers. HIKC-huset bruger først og fremmest til idrætsarrangementer, men når der er plads og tid, har der allerede været afviklet adskillige firmaarrangementer, møder og private sammenkomster.

”Alt er muligt i Hornbæk. Vi hviler ikke på laurbærrene, men bruger puder og dyner fra Danish Dreams, siger Peter Thorsen.

Kommentarer