Støvring

Stor glæde hos Randers Fjord Golfklub

Søndag d. 30. april, som viste sig at blive årets første rigtige forårsdag, hvor solen var fremme og vinden blæste stille, var Golfens Dag, som bliver afviklet i de fleste golfklubber i landet.

Hos Randers Fjord Golfklub var der Åbent Hus og 34 potentielle golfspillere mødte op for at prøve spillets finesser og udfordringer med at ramme den lille hvide bold.

I knap 3 timer fik de instruktion i udslag af klubbens Pro, prøvet at putte bolden i hullet på puttinggreen og at få spillet på klubbens Pay & Play bane, så alle nåede at få en god fornemmelse af spillet.

Samme dag meldte 19 nu prøvemedlemmer sig ind og flere begyndte træningen allerede mandag, så de hurtigst muligt kan blive klar til at spille på 18 huls banen.

Både i dagene før og efter Åbent Hus var der interesse for tilbuddet om prøvemedlemskab, så klubben i alt fik 23 nye prøvemedlemmer. Udover nye prøvemedlemmer fik også 5 spillere med tilladelse til at gå på 18 huls bane øje på klubben og dens flotte beliggenhed tæt ved skoven og fjorden.

Klubben er glade for, at så mange valgte at melde sig ind straks. Formand Thomas Just udtaler:

– Vi er meget tilfredse med resultatet af dagen og glæder os til, at de nye medlemmer får deres DGU-kort og kan komme i gang på 18 huls banen.

Der bliver afholdt et lign. arrangement i juni måned, men interesserede kan selvfølgelig starte et prøveforløb, når som helst de har lyst til at spille golf.

 

Kommentarer