Debat og politik

Et stærkt samarbejde mellem de store partier giver et stærkt samarbejde blandt alle byrådets partier

Se billedserie Claus Omann Jensen. Arkivfoto

Læserbrev skrevet af Claus Omann Jensen

Forleden læste jeg, at Radikale Venstre tog initiativ til at samle partier og lister i Randers Kommune under overskriften, der er et alternativ til de store partier. Vi var derfor nogle partier, der ikke var inviteret med.

Jeg tror da at Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Venstre var ærgerlige over ikke at deltage i noget der forhåbentlig handler om at bringe Randers Kommune fremad, men omvendt er det selvfølgelig også et udtryk for, at rigtig mange vælgere satte deres kryds ud for netop de 3 partier. Faktisk så har Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet og Venstre ca 75 procent af vælgerne bag sig og tak for det.

At de 3 store partier tager ansvaret på sig ses også af stemmeafgivelserne i byrådssalen. Faktisk har de 3 store partier været enige om ca. 95% af samtlige sager, der er behandlet i byrådssalen. Det er ikke et udtryk for, at vi er enige om alt, hvilket er meget naturligt, når vi er 3 forskellige partier med forskellige ståsteder både landspolitisk og lokalpolitisk, men det er tankevækkende, at når Randers Kommune har brug for at politikerne skal trække i arbejdstøjet for borgerne og virksomhederne, så holder de store partier oftest sammen uanset om beslutningerne også kan være svære og kan kræve, at man går lidt på kompromis med sin rene partilinje. Det vil jeg gerne kvittere for. Randers Kommune har brug for politikere der tør tage ansvar, tør tænke fremad selvom det på den korte bane kan gøre ondt. Politik er ikke en disciplin, hvor alle kan gøres tilfredse. Politik er en disciplin, hvor man lytter til andre og sig selv og dernæst tager beslutninger ud fra det muliges kunst til gavn for fleste mulige i fællesskabet.

Jeg håber, at borgerne også næste gang vil bakke op om politikere, der tænker i kompromiser hen over midten og som tænker i Randers Kommune. Jeg mener, at ro hen over midten blandt de store partier i Randers byråd skaber gode og holdbare løsninger, som også gør det nemmere for de mindre partier at søge indflydelse på de endelige beslutninger. Jeg har derfor ikke på forhånd brug for at markere, at nogen ikke kan blive Borgmester for vores kommune efter kommunalvalget senere i år, men jeg finder det naturligt, at det største parti har serveretten til Borgmesterposten og dermed til at samle et flertal omkring sig, som forhåbentlig udover de store partier også har flere af de mindre partier med i en fremtidig konstituering. Det er det jeg mener Randers Kommune har brug for og det vil jeg kæmpe for.

Kommentarer