Randers By

Spritbilist stak af fra færdselsuheld

Søndag omkring kl. 12.55 skete der et færdselsuheld på Flyvervej i Randers NØ. En 39-årig mandlig bilist kom kørende ad Flyvervej, da han skulle passere et bump, hvor kun én bil kunne passere ad gangen. En 18-årige mandlig bilist kom kørende fra modsatte side og trak over i højre siden af vejen for at give plads til, at den 39-årige kunne passere.

Den 39-årige havde dog kurs mod den 18-åriges bil, som han kørte direkte ind i, hvorefter han accelererede og kørte fra stedet. Den 18-årige mand blev tilset i en ambulance, men var ikke umiddelbart kommet til skade.

Et vidne havde noteret nummerpladen på den bil, der var kørt fra stedet, og politiet fandt frem til den adresse i Randers NV, hvor bilens ejer boede. På adressen holdt en bil med skader på fronten, men bilens ejer var ikke umiddelbart interesseret i at åbne for politiet.

Da det lykkedes betjentene at få kontakt til den 39-årige mand, kunne de konstatere, at han var tydeligt påvirket af spiritus. Han blev derfor anholdt og sigtet for spirituskørsel. Han blev desuden sigtet for at flygte fra et færdselsuheld og for ikke at have tegnet forsikring på sin bil samt for overtrædelse af færdselsloven.

Kommentarer