Randers By

Spændende skatteaften med to folketingspolitikere

Malte Larsen (tv) og Benny Engelbrecht (th) talte om SKAT i Randers.

Socialdemokraterne i Randers Nordkreds, havde inviteret socialdemokratiets finansordførere, tidligere Skatteminister Benny Engelbrecht til skattemøde i Randers, sammen med vores lokale MF, Malte Larsen.

Benny Engelbrecht gav et spændende oplæg om SKATs udfordringer. Om hvor beskæmmende det er at SKAT er i knæ, på en måde så penge gemmes i skattely, momsunddragelse ser nye højder, udbytteskat er fejlagtigt udbetalt og hvor ligning og inddrivelse ikke fungerer. Han brugte også en del af sit oplæg på at fortælle om den aftale regeringen og socialdemokratiet har indgået om boligbeskatning.

Hele arbejdet med at køre SKAT i sænk, blev som bekendt iværksat under Venstres regeringsansvar i 0erne, men Benny Engelbrecht berettede også om perioden med S-ledet regering, og det ansvar S er med til at have for SKATs udfordringer.

Socialdemokratiet har sammen med regeringen lavet en aftale om foreløbig 1000 nye skattemedarbejdere. Disse skal primært arbejde med at inddrive den skattegæld på næsten 100 mia., der er oparbejdet i samfundet.

Herudover fortalte Benny Engelbrecht om socialdemokratiets første konkrete valgløfte, der er yderligere 1000 skattemedarbejdere, der skal sikre retfærdig skat for alle. ”Et velfungerende SKAT er en grundforudsætning for, at vores velfærdssamfund kan fungere”, udtaler Malte Larsen, og fortsætter: ”hvis befolkningens tillid til retfærdig skat forsvinder, smuldrer hele fundamentet under velfærdssamfundet”

Socialdemokratiet har med Mette Frederiksen i spidsen foreslået at placere 4 regionale skattecentre, heraf 1 i det nordlige Jylland. ”Det vil være helt naturligt, at Randers får en stor del af de kommende skattearbejdspladser” udtaler Malte Larsen, ”Randers er langt bagefter, når det angår statslige arbejdspladser, desuden har SKAT allerede bygningen på havnen, den er lige til at flytte ind i”

Arrangementet, der var åbent for alle, var velbesøgt og både Benny Engelbrecht og Malte Larsen, svarede beredvilligt på de mange gode spørgsmål.

Kommentarer