Randers By

Sommerhøjskole med sundhed i fokus

Sundhedscenteret i Randers danner ramme om Randers Kommunes nye tiltag: Gratis sommerskole med fokus på sundhed. Foto: Randers Kommune

Randers Sundhedscenter er klar med et helt nyt koncept til dem, der gerne vil bruge lidt af sommeren til at blive inspireret til en sund livsstil – både mentalt og fysisk.

Mange mennesker kunne godt tænke sig at en sundere livsstil, men en travl hverdag levner som regel ikke meget tid og overskud til vaneændringer. Derfor lancerer Randers Sundhedscenter i år et helt nyt koncept for dem, der gerne vil bruge en uge af deres ferie på at blive inspireret til en sundere livsstil.

– I Sommerhøjskolen sætter vi fokus på sundhed. Det handler både om den mentale sundhed, man opnår via gode oplevelser og fællesskab, og den fysiske sundhed via bevægelse og sund mad, fortæller koordinator for Sommerhøjskolen, Rie Andersen.

Deltagerne møder op hver dag i uge 29 og får mulighed for at udforske forskellige facetter af det sunde liv. Sundhedscenteret samarbejder blandt andet med en kunsthistoriker, som tager deltagerne med på en historisk byvandring i Randers.

 

– Aktiviteterne i denne uge handler om meget mere end fysisk træning. Vi sætter fokus på det hele menneske og giver deltagerne et indblik i, hvordan de kan bruge nærområdet til at skabe en sundere livsstil, uddyber Rie Andersen.

Randers-Sommerhoejskole2016
Skema for aktiviteterne på “Sommerhøjskole med sundhed i fokus” i uge 29. Illustration: Randers.dk

 

Lige muligheder for sundhed

Det er første gang Randers Kommunes borgere bliver tilbudt at deltage i en gratis sommerhøjskole med fokus på inspiration til en sund livsstil.

– Sommerhøjskolen er et af de initiativer, der understøtter Randers Kommunes sundhedspolitik. Vi arbejder blandt andet på at give alle borgere lige mulighed for et sundt liv, og for at fremme borgernes trivsel – både fysisk og psykisk, siger formand for Sundheds- og Omsorgsudvalget, Leif Gade.

Sommerhøjskolen finder sted i uge 29 mandag til torsdag klokken 8.30 til 15.00 og fredag fra 8.30 til 12.00. Det er gratis at deltage, men forudsætningerne er, at man er over 18 år og er i stand til at gå fem kilometer i almindeligt tempo – cirka en times tid. Programmet er ikke velegnet for børn.

Man kan melde sig til på Randers Sundhedscenters hjemmeside. Der er 25 pladser på Sommerhøjskolen, og pladserne fordeles efter først til mølle princippet. Sundhedscenteret tilbyder gratis morgenmad i Sommerhøjskolen, og deltagerne medbringer selv frokost.

Kommentarer