Kultur og events

Sommerferie på Randers Naturcenter

Foto: Randers Kommune

Børn som voksne kan i løbet af sommeren finde gode oplevelser på Randers Naturcenter

Hver mandag til torsdag i skolernes sommerferie har Randers Naturcenter åben til Aktiv Grøn Sommerferie. Her vil der i tidsrummet kl. 10-14 være aktiviteter for hele familien.

Har du styr på lorten?

Ved besøget på Randers Naturcenter kan I undersøge fuglenes næb og se, hvad de spise. Deltag i dagens Lortequiz og find ud af om har helt styr på, hvem der dumper hvad. Der er også plantejagt, som giver jer et bedre kendskab til de mest almindelige planter. I kan fange krible krable dyr til vands og til lands, tage på tur i naturen med fuglebøger og kikkerter eller I kan spille krible krable vendespil.

Randers Naturcenter tænder op i de små bål. Jeres medbragte madkurv må gerne nydes i det grønne eller varmes over bålet. For 30 kroner kan i købe et pandekagekit, hvis I har lyst til frisk bålstegte pandekager.

I uge 26 er der også mulighed for en lille sejltur på Gudenåen – i en af Naturcenterets handicapvenlige både; Isfuglen og Guldsmeden. Billetter til sejlads kan afhentes på dagen efter “først til mølle princippet”. Der vil være afgange alle fire dage kl. 10.00, 10.45, 12.30 og 13.15.

I kan også lade sanserne komme på arbejde, når turen går ned ad ådselstien. Her kan man både se og lugte, hvad der sker, når dyr dør i naturen – for at skabe liv for mange andre arter. Randers Naturcenter har i den forbindelse lavet en særlig ådselquiz med mange fine præmier.

Aktiv Grøn Sommerferie kræver ikke tilmelding på forhånd, det gør derimod en række andre af sommerens arrangementer.

Lok en sværmer i mørket

Natten mellem fredag og lørdag 15.-16 juli udforsker Randers Naturcenter i tre timer den magi, der udfolder sig i nattemørket. Når solen går ned, så står natsværmerne op. De flikser og flakser rundt i mørket i et desperat forsøg på at finde føde og få parret sig, før deres relativt korte liv slutter. I tusindvis af sværmere i alle former og farver. Fra de store og iøjnefaldende pragtugler og aftensværmere til de små og uanselige møl. Hold dig vågen og tag med på jagt efter natsværmere i mørket.

En nat ved Gudenåen

Et par torsdage og fredage i juli måned inviterer Randers Naturcenter på ‘SommerCAMP for CHAMPS’. Her kan I tilmelde jer til en oplevelse med soveposer og råhygge i naturen. Der skal hentes brænde og laves mad over bålet. Fiskes, kigges på stjerner og lytte efter flagermus og meget mere. Det koster 50 kroner for børn og 100 kroner for voksne at deltage.

Kom med på vandring

Tirsdag den 19. juli og tirsdag den 26. juli kan du komme med Randers Naturcenter på vandring. Det er på henholdsvis en tur rundt i Gudenåengene med 3-5 stop under temaet ‘Evolution’. Og en sansetur – ligeledes i Gudenåengene, hvor naturen opleves igennem vores syv sanser.

Læs mere om arrangementerne på hjemmesiden randersnaturcenter.dk, hvor du også kan tilmelde dig.

Kommentarer