Randers By

Sommeren er sjovere på Håndværksmuseet

Der er hyggelige sommerferieaktiviteter for store og mindre børn på Håndværksmuseet. Nogle af dagene kan du møde smeden og prøve at smede sammen med ham. Er smedjen ikke åben, er der altid mindst et andet åbent værksted, hvor du kan prøve andre håndværk. Foto: Museum Østjylland.

Det er sjovt, hyggeligt, lærerigt – og endda ganske gratis – at besøge Håndværksmuseet med børnene i sommerferien. Hvad mere kan man egentlig ønske sig?

I ferien har de rare pensionerede håndværkere forberedt en række ferieaktiviteter, som de glæder sig til at vise børnene. Prøv for eksempel at flette med siv, smede eller lave en lille ting i træ. Hver dag har mindst et af ferieværkstederne med børneaktiviteter åbent.

Den tålmodige sivfletter kan helt sikkert lære dig at flette med tre eller fire sivstrå på Håndværksmuseet i sommerferien. Andre dage kan du for eksempel lave din egen træterning eller tage en sjov selfie i fotografens historiske atelier. Foto: Museum Østjylland.

Alle museets 24 komplette værksteder er naturligvis åbne for besøg af store og små, og nogle dem er også bemandede.

Der er værkstedsaktiviteter hele sommerferien tirsdage, torsdage og lørdage. Mor, far, bedstemor eller din yndlingsonkel er også velkomne til at gå på opdagelse i museets faste udstillinger og se den veludstyrede barbersalon, opleve handskemagerens værksted eller fordybe sig i trykkeplader og gamle avisforsider ved trykkeren.

Der er i alt 24 værksteder, så der er nok at kigge nærmere på.

Egne terninger slår bedst

Er der noget hyggeligere end at spille spil med familien i sommerhuset eller i campingvognen, mens sommerregnen trommer på taget?

”På Håndværksmuseet kan du på udvalgte dage i sommerferien lave din egen træterning. Den kan fint bruges til at spille brætspil med i sommerhuset, og du kan sikkert slå din irriterende fætter stort, når du bruger den! ” smiler daglig leder på Håndværksmuseet Inger Marie Hyldgård.

Fra søm til siv

Når man først er kommet godt i gang, er det svært at stoppe igen: Både mindre og større børn elsker at slå søm i! På Håndværksmuseet kan du daske søm i, lige så længe du vil, og måske kan det ligefrem udarte til en lille konkurrence mellem dig og din mor eller far.
Der bliver også mulighed for at flette med tre eller fire sivstrå, smede glohedt jern ved essen sammen med den stærke smed eller tage en sjov selfie i fotografens historiske atelier.

Lærlingen viser vej

Kender du Den Lille Lærling på Håndværksmuseet? Måske ikke. Det er ikke en dreng men hovedpersonen i et nyt opgavehæfte, som sender børn rundt på museet på en sjov tur sammen med deres voksne. Løs opgaver, brug redskaber og prøv forskellige aktiviteter, mens du går på opdagelse i fortidens værksteder.

”Du kommer hele huset rundt, og du kan hygge dig med opgaverne uden at være afhængig af, at der er pensionerede håndværkere, der skal guide dig, ” fortæller Inger Marie Hyldgaard.

Alle får et diplom og en lille belønning bagefter.

Fakta

  • Sjov sommer på Håndværksmuseet, tirsdage, torsdage og lørdage fra den 29. juni til den 7. august 2021, kl. 12 – 16.
  • Sted: Håndværksmuseet, Lille Rosengård 16 i Randers.
  • Gratis. Ingen tilmelding.

Kommentarer