Debat og politik

Something rotten in Randers Byråd

Torben Høeg Bonde. Arkivfoto.

Debatindlæg af:
Torben Høeg Bonde, Skovsyrevej 11, 8920 Randers NV

Det er utrolig trist når en ung og dygtig politiker, med flere års erfaring, kommer til den konklusion, at der simpelthen er så dårlig kultur i Byrådet, at han kort før et valg træffer den smertelige beslutning, at det kan han ikke ændre på og ej heller leve med. Prisen er simpelthen for høj, og man kan kun gisne om hvor mange gode kræfter der over tiden er kommet frem til samme konklusion og derfor brugt deres talenter udenfor fællesskabet.

Konstant mistænkeliggørelse, lækket fortrolighed, undersøgelser af personalesager, systematisk indklagning til myndigheder og tilsyn, retssager, trusler mod familie og egen person, er bare toppen af et isbjerg som karakteriserer en syg kultur.

Konsekvensen er til at føle på. Randers Kommune synker år for år mod bunden sammenlignet med nabokommunerne både nord, syd og vest. Randers bliver et fravalg for mange og specielt dem som skal sikre udvikling og velfærd i hele kommunen. Vendes denne udvikling ikke hurtigt så vil disse årtier stå som et sort kapitel i kommunens historie, hvor Randers gik fra en driftig handels- og industriby til et socialt eksperiment.

Heldigvis står vi kun ca. 100 dage fra et kommunalvalg, og dermed muligheden for, at vi som borgere kan sende et klart signal om hvilke mennesker vi ønsker skal stå politisk i spidsen for vores kommune. Håber så mange som mulig vil tage en “ansættelsessamtale” med nye og nuværende kandidater, og vælge 31 som forstår at skabe en sund kultur, samt at sætte en leder på toppen som har vision og gennemslagskraft.

Kommentarer