Samfund

Socialt udsatte borgere i Randers fik vaccinen

I alt 24 borgere tog imod vaccinen på Perron 4. Foto: Randers Kommune.

Brugere af det sociale værested Perron 4 fik mandag den 17. maj det første vaccinationsstik imod Corona. Tirsdag blev beboerne på herberget Hjørnestenen vaccineret. Det er blevet deres tur, da de er i vaccinegruppe 5, som er personer med tilstande og sygdomme, som medfører særligt øget risiko for alvorlige sygdomsforløb.

Vaccinebegivenheden mandag og tirsdag glæder Tine Horn, som er leder for Center for Psykiatri og Socialt Udsatte i Randers Kommune:

“Det er en skelsættende begivenhed, at borgerne på Perron 4 og Hjørnestenen nu er i gang med at blive vaccineret. Det betyder, at vi nu kan begynde at vende tilbage til normale forhold under hensyn til de fortsatte krav omkring hygiejne og afstand. Borgerne har savnet at komme på værestedet under normale omstændigheder, så det er dejligt, at vi er nået hertil. Der har været et godt samarbejde med regionen og forståelse for nødvendigheden af at vaccinere borgerne på værestedet og Hjørnestenen.”

Mandag den 17. maj blev 24 doser vaccine fordelt blandt brugerne af Perron 4, som er Randers Kommunes værested for borgere over 25 år, som har udfordringer med hjemløshed eller sociale, psykiske og/eller misbrugsproblematikker. Yderligere 36 doser blev tirsdag d. 18. maj tilbudt til borgerne fra Hjørnestenen, som er et herberg i Randers til socialt udsatte mennesker, som akut er uden bolig. Vaccinationen tirsdag foregik på det sociale værested Slotsgården i Randers C.

“Det er rigtig glædeligt, at turen er kommet til denne gruppe, fordi det er mennesker, som kan risikere at blive rigtig hårdt ramt, hvis de bliver smittet med Corona blandt andet på grund rusmiddelbrug og kroniske sygdomme,” siger Tine Horn.

En lettelse

Én af de brugere af Perron 4, som blev vaccineret mandag den 17. maj, er Henrik Juncker på 53 år. For ham betyder vaccinen mere frihed:

“Det er betryggende at komme hurtigt til, og det bliver rart at være fri for at skulle testes hele tiden for at få coronapas. På Perron 4 har det været træls med mundbind, afstand, og at vi ikke har kunnet give hinanden hånden, og det ser ud til at blive anderledes nu. Det er en lettelse for os alle sammen,” lød det efter første vaccinestik fra Henrik Juncker, som også er brugerrepræsentant i Udsatterådet Randers.

Fakta

Vaccinegruppe 5 er personer med ​tilstande og sygdomme, som medfører særligt øget risiko for alvorligt covid-19-forløb.

Kommentarer