Randers By

Skrottyve anholdt med bagagerummet fyldt med metaller

To mænd på 20 år 25 år blev kl. 2.36 natten til torsdag anholdt, sigtet for at have stjålet skrot fra Randers Maskinfabrik.

Det var en af ejerne af maskinfabrikken, der opdagede de to mænd på maskinfabrikkens adresse på Nyholmsvej, mens de var i færd med at læsse metaller fra containerne ned i bagagerummet på en bil.

Ejeren kontaktede straks politiet og forsøgte at afskære tyvene vejen, så de ikke kunne køre ud. Det lykkedes dem alligevel at undslippe, men en tilkaldt patrulje opdagede kort efter de to mænd komme gående på Fjordgade.

De fortalte betjentene, at de nu bare var ude at gå en tur i området, og at de slet ikke havde en bil med. Da betjentene fandt en bilnøgle i den ene mands lomme, forklarede han det med, at det var hans vens bilnøgle, og at han ikke anede, hvilken bil den passede til.

Så let slap de to nu ikke, så mens den ene patrulje passede på duoen, ledte en anden patrulje lidt rundt i området. På en nærliggende p-plads fandt de en bil med varm motor og med bagagerummet fuld af skrot og metaller – og bilnøglen passede præcist til denne bil.

Begge mænd blev derfor anholdt og sigtet for tyveri.

Kommentarer