Asferg

Skraldekonkurrence på Asferg Skole

Amanda og Jakob fra 6.A, der er repræsentanter i Elevrådet på Asferg Skole. Elevrådet på Asferg Skole har indført skraldedag. Det betyder, at hver enkelt klasse skal samle skrald en gang om måneden.

 Læserbrev af Amanda og Jakob, 6A, Asferg Skole.

På området ved Asferg Skole lå der længe alt for meget skrald udenfor, som ingen af os gad at rydde op. Derfor tog vi i elevrådet affære ved at indføre en skraldekonkurrence. Den går ud på, at hver klasse får en dag i måneden, hvor de skal ud og samle skrald.

Der er to fra elevrådet, der går rundt og vurdere dem, der samler skrald på en skala fra 1 til 10. Man kan vinde en præmie, hvis man gør det godt. Vi synes selv, det er ret smart, fordi hvis vi ikke smider vores skrald i skraldespanden, så får de andre klasser jo en større chance for at vinde skraldekonkurrencen.

I Elevrådet deltager vi også i skolebestyrelsesmøder og i Fælleselevrådet i Randers. Vi har lige overnattet i Randers, fordi vi deltog i et arrangement for Danske Skoleelever om vores rettigheder som skoleelever.

For nylig fik vi et fag, der skal stærke fælleskabet og som vi er rigtig glade for. Det fag hedder Understøttende UnderVisning og som forkortes UUV. I UUV kommer vi elever tættere på hinanden og lære hinanden bedre at kende, fordi flere klasser deltager i undervisningen på én gang.

Vi mener, at vi på Asferg Skole har et godt fællesskab, hvor vi leger på kryds og tværs af alle klasser. Det er en god skole, fordi at det er en lille skole. Faktisk den mindste i Randers Kommune. Vi lærer hinanden meget bedre at kende og kender lærerne bedre, end hvis vi gik på en større skole. Derudover er vi glade, fordi Asferg Skole er en lektiefri skole, og fordi vi på en skoledag har 45 minutters bevægelse i gennemsnittet.

Lektiefri skole er godt, fordi så har vi mere fritid, der kan man bruge på at lege og gå til den sport, som vi nu går til. Vi har desuden fået mange flere pauser, der gør, at vi er blevet bedre til at koncentrere os i timerne.

Mvh. Amanda og Jakob, Elevrådet på Asferg Skole.

Kommentarer