Coronanyt

Skoletoiletter renoveres for millioner: Nu bliver arbejdet sat i gang

Randers Byråd har på mødet den 27. april 2020 besluttet at sætte gang i en omfattende renovering af skoletoiletterne på Randers Kommunes 19 folkeskoler. I alt vil der ske forbedringer for godt 10 millioner kroner, og arbejdet bliver sat i gang med det samme for at understøtte det lokale erhvervsliv under coronakrisen.

Bedre belysning, berøringsfri vandhaner, nye væghængte toiletkummer, renoverede vægge og lofter, bedre lydisolering og musik i alle toiletrum. Det er nogle af de forbedringer af skoletoiletterne, som elever på Randers Kommunes 19 folkeskoler nu kan begynde at se frem til.

På mødet den 27. april 2020 har Randers Byråd nemlig vedtaget en plan med opgraderinger og forbedringer for en samlet pris på godt 10 millioner kroner. Og arbejdet bliver sat i gang med det samme for at understøtte det lokale erhvervsliv under coronakrisen.

Desuden har byrådet besluttet på et senere tidspunkt at tage stilling til, hvad der skal med udetoiletter på de skoler, hvor det findes.

Alle toiletter er gennemgået
Tilfredshedsundersøgelser på skoleområdet har tidligere vist et klart ønske blandt eleverne om bedre toiletforhold. Og emnet kom derfor på dagsordenen i byrådet sidste år.

Her blev byrådet blandt andet præsenteret for et katalog med anbefalinger til forbedringer af toiletoplevelsen. Og siden da har forvaltningen gennemgået samtlige toiletter på alle folkeskoler for at lave den plan med opgraderinger og forbedringer, som byrådet nu har vedtaget.

Udgiften til opgradering af toiletterne bliver finansieret af rammen til udbygning af folkeskoler i 2021.

Foruden renovering spiller toiletkultur en væsentlig rolle i forhold til renlighed og hygiejne på skoletoiletterne. Her bliver skolebestyrelserne opfordret til at udarbejde principper for, hvordan skolen arbejder med den del.

Kommentarer