Randers By

Sigurd Barretts Juleevangelie vender tilbage

Pressefoto

Det er en stor succes, der vender tilbage til de skrå brædder, når Randers Teater har repremiere på familieforestillingen ”Juleevangeliet the musical”. Da forestillingen havde urpremiere i 2019, slog den alle rekorder for teatrets juleforestillinger, da tæt ved 7.000 publikummer indløste billet. 

”Juleevangeliet the musical” har tekst og musik af Sigurd Barrett, og med blandt andet kameler, der kan synge, et æsel, der kan snakke, og en kromutter med trang til hiphop, bliver historien om Josef og Maria bliver fortalt på bedste Sigurd Barrett-manér med humor, musik og referencer til vores egen tid. 

I fortællingen følger vi Josef og den højgravide Maria, der drager ud på en længere rejse fra Nazaret mod Betlehem, da Kejser Augustus har besluttet, at befolkningen skal tælles. Det er en rejse, hvor vi møder ørkenrøvere, der har det alt for varmt, grådige skatteopkrævere, og vismænd og hyrder, der skændes om, hvem der kom først til Betlehem. En rejse fuld af begivenheder, der minder os om, hvorfor vi fejrer julen.

Sigurd Barrett står i kulissen, mens det er skuespillerne Lisbeth Knopper, Allan Helge Jensen, Sofie Alhøj og Caspar Juel Berg, der indtager scenen sammen med musikerne Jacob Venndt og Tom Lindby. Men som både dramatiker og komponist har Sigurd Barrett altså været med til at skabe det ganske særlige univers, der kendetegner ”Juleevangeliet the musical” sammen med instruktør Louise Schouw, scenograf Niels Secher og lysdesigner Mia Jandje Willet. 

Da forestillingen havde premiere i 2019, kvitterede anmelderen fra Randers Amtsavis med fem stjerner og skrev blandt andet:

“Sigurd Barretts bud på en julemusical er både vital og morsom. Men den er først og fremmest en hyldest til livet og til kærligheden.“ 

”Juleevangeliet the musical” har repremiere den 24. november og spiller frem til 17. december. Forestillingen spiller i Arena Randers, da Randers Teater er under ombygning.

Medvirkende: Lisbeth Knopper, Allan Helge Jensen, Sofie Alhøj, Caspar Juel Berg

Musikere: Jacob Venndt, Tom Lindby

Dramatiker og komponist: Sigurd Barrett

Instruktør: Louise Schouw

Scenograf: Niels Secher

Koreograf: Rebekka Lund

Lysdesigner: Mia Jandje Willet

 

Kommentarer