Samfund

Shoppingcentre parate til genåbning

Der er styr på håndsprit, tælleapparater, rengøring, afskærmning og ensrettede ruter gennem centrene. Samtlige større danske shoppingcentre er parate til i dag at slå dørene op for kunder til alle butikker. Glædens dag, siger Jannick Nytoft, adm. direktør i EjendomDanmark – organisation for de danske shoppingcentre.

Som led i køreplanen for genåbning er turen onsdag kommet til de større shoppingcentre. Dermed får de allerede åbne dagligvarebutikker i centrene den 21. april følgeskab af udvalgsvarebutikkerne, så de handlende igen kan købe jeans, bøger, sportstøj og elektronik i landets shoppingcentre.

”Det er en glædens dag, men det er på en dyster baggrund. Både centre og butikkerne er pressede på økonomien, og derfor er det essentielt, at butikkerne i centrene nu også kan åbne. Mit håb er, at vi får et godt og gavmildt forår, hvor aktiviteten kan komme op igen,” siger Jannick Nytoft, adm. direktør i EjendomDanmark, der bl.a. er brancheorganisation for landets shoppingcentre.

Det er også onsdag, at spisestederne i centrene kan genåbne. Reglen om en forhåndsbestilling minimum 30 minutter før gør dog, at det sandsynligvis kun vil være ganske få, der reelt vil åbne op for gæster.

Beliggenhed gjorde forskellen

Åbningen af centrene sker også efter stor debat om, hvorfor butikkerne langs gader har måtte lukke kunder ind, mens butikkerne i centrene fortsat har været lukkede – selvom sikkerheden er høj, og der har været kunder i centrene.

For den ensidige nedlukning i centrene har betydet, at danskerne har haft færre butikker og kvadratmeter at benytte. Derfor er åbningen i dag også fornuftig:

”Vi har indført rigtig mange tiltag, og har virkelig godt styr på kundestrømmene i centrene og sikkerheden for vores kunder. Derfor er det fornuftigt, at der endelig bliver genåbnet. For mest af alt glæder vi og vores butikker os til at få lov til at gøre det, vi allerhelst vil: Nemlig at betjene vores kunder. Nu håber jeg bare, at restauranterne også snart får smidigere vilkår,” siger Finn Sture Madsen, formand for EjendomDanmarks retailudvalg og COO hos Danske Shoppingcentre, som ejer 18 centre i Danmark.

Åbningen onsdag er desuden nødvendig for at holde hånden under de danske butikker, selvom ejendomsejerne allerede er gået langt for at holde butikkerne oven vande. Nye tal fra EjendomDanmark viser, at de danske butikker har restancer for 2,2 milliarder kroner, og at flere centre har nedskrevet deres værdier på grund af tvangslukningerne.

Kommentarer