Over Hornbæk

Selvfølgelig skal julen være bæredygtig

Børnene i Børnehuset Æblehaven lærer denne jul om vigtigheden af bæredygtighed. Det har skabt gode stunder for børnene i naturen.

I Randers Kommune er FN’s verdensmål også for de små. Derfor er børnene i Børnehuset Æblehaven fuldt beskæftiget med projekt bæredygtig-julepynt. Det sker som den største naturlighed for både børn og medarbejdere i institutionen.

”Selvfølgelig skal julen være bæredygtig. For børnene er det den største naturlighed at finde julepynten i naturen. Vi er i skoven 2-3 gange hver uge, og her er børnene ivrige efter at samle ind til produktion af julepynten. De går på jagt efter alt fra kogler og gran til svampe. En svamp med lidt glimmer på kan være noget af det smukkeste,” fortæller Pia Esbjørn Madsen, pædagogisk ansvarlig for skovafsnittet Troldebo i Børnehuset Æblehaven.

Troldebo er en naturinstitution, der ligger midt i Fladbro Skov i Randers og tæt på Gudenåen. Derfor er udeliv og natur i forvejen en stor del af børnenes hverdag. Med FN’s verdensmål in mente har medarbejderne i år et særligt fokus på den fortælling, der knytter sig til at passe på vores jord. Derfor er børnenes julepynt selvfølgelig bæredygtig og fundet af dem selv i naturen.

”Verdensmålene er også for de yngste. Det giver så god mening at inspirere børnene til at finde ting i naturen, som de kan bruge til julepynten. Børnene synes det er så fedt, når der er et mål med vores udflugter. Vi hjælper dem lidt på vej, når de skal ud og lede, men pludselig finder de selv nogle ting, som de bliver nysgerrige på, og så er det bare med at følge deres spor – det er med til at styrke deres kreativitet,” siger Pia Esbjørn Madsen.

Bæredygtighed skal ind med modermælken

Børnene i Børnehuset Æblehaven ved, hvad der hører til i naturen, og hvad der ikke gør. Allerede fra vuggestuealderen kommer børnene med på naturture, hvor de rydder op i naturen. Ifølge Pia Esbjørn Madsen har det stor betydning for børnenes udvikling:

”Vi taler meget med børnene om, hvordan vi passer på vores natur, og hvor meget godt man kan finde der. Forståelsen for, at vi skal handle bæredygtigt og passe på naturen skal komme ind med modermælken, for så kommer de også til at tage den bevidsthed med sig videre i livet.”

Den naturlige julepynt giver anledning til gode samtaler mellem børn, forældre og pædagoger. På den måde lærer børnene også at sætte ord på, hvorfor det både er sjovt og en god idé at lave julepynt med naturlige elementer. Børnene i Troldebo spiser deres frokost udendørs, og her er bordene i år pyntet med kranse med tørrede blade, mos, kogler og små nissebo.

Kommentarer