Randers By

Sejren er vor! Se Sydbank Pokalen udstillet på museum

Byen fejrer her, at Freja tilbage i 1967 tog den første pokaltitel i klubbens historie. Her er spillerne mødt op i Helligåndshuset for at modtage byens hyldest. I maj i år var der igen pokal-jubel i Randers, da Randers FC vandt Sydbank Pokalen, som du nu kan se udstillet på Museum Østjylland i Kulturhuset. Foto: Randers Stadsarkiv.

Alt drejer sig om fodbold i disse fodbold-gale og -glade dage! Det gør det naturligvis også på Museum Østjylland i Randers, hvor museet nu med stolthed udstiller Sydbank Pokalen, som Randers FC hev hjem til byen på Kristi Himmelfartsdag i år. Mange randrusianske fodboldfans husker, hvordan SønderjyskE fik en over nakken med en overbevisende 4-0 sejr.

Nu kan du se pokalen, som det hele drejede sig om, når Museum Østjylland lader alle fodboldfans komme tæt på den flotte sølvpokal udstillet på museet i Kulturhuset.
Det er gratis, og husk at du skal fremvise coronapas.

Selvom Randers FC er meget stolte over, at Sydbank Pokalen nu og det næste års tid pynter i klubbens lokaler, er de gået med til at udlåne den til byens museum, Museum Østjylland. Her kan du helt præcist nyde synet af pokaltrofæet frem til søndag den 1. august.

”Vi er utrolig glade for, at Randers FC har lånt os pokalen, så vi kan vise den for et større publikum. Jeg ved, at de er meget glade for den på kontoret i klubben, ” smiler arkivar på Randers Stadsarkiv, Mathilde Storvang.

”For byen er pokalen et symbol på noget, som rækker ud over fodbold. Det handler også om sammenhold, ukuelighed, fighterånd og stolthed og kærlighed til egnen, byen og dens borgere. Så det er intet mindre end fantastisk, at vi nu får lov til at vise pokalen for alle randrusianere! ”

Pokalen er kun til låns – både for Museum Østjylland og for Randers FC. Som vandrepokal, skal den gå videre til næste års vinder af turneringen.

Pokal lavet af Georg Jensen-sølvsmede

Den nuværende pokal blev indstiftet i 2008, efter Brøndby året forinden havde vundet turneringen for sjette gang. Pokalen er håndlavet af Georg Jensens bedste sølvsmede. Foden er af sort granit fra Italien, håndlavet hos et fremtrædende stenhuggeri i støvlelandet. Selve sølvpokalen vejer 3,0 kilo, fodens vægt er 2,5 kilo, hvilket bringer pokalens samlede vægt op på hele 5,5 kilo.

Pokalen måler 65 centimeter i højden og 25 centimeter i bredden.

Ny klub med succes

Dette års pokaltitel var den anden i rækken for den forholdsvise nye klub Randers FC. Den første titel kom i hus i 2006, da Randers FC vandt 1-0 over Esbjerg i Parken.

”Randers har stolte traditioner i pokalturneringen gennem tiderne. Det hele startede i 1967, hvor et undertippet Randers Freja hold snød de store og for første gang kunne bringe pokalen hjem til byen. Siden dengang er det blevet til fem titler og seks finaledeltagelser, ” fortæller arkivar Mathilde Storvang.

Freja red på en bølge

I slutningen af 1960’erne gik det forrygende for Frejas fodboldhold. Holdet lå stabilt i landets næstbedste række, og i 1969 lykkedes det endelig at vinde turneringen og for første gang rykke op i 1. division. Pokalmæssigt gik det næsten endnu mere forrygende, idet 2. divisionsholdet fra Freja vandt DBU’s Pokalturnering i 1967 ved at slå AaB 1-0 i finalen, og i 1968 gentog holdet triumfen med en 3-1 over Vejle i finalen.

Pokalsejrene indbragte klubben en del oplevelser i Europa Cup-sammenhæng, men begge år blev jyderne stoppet af en Bundesligaklub, nemlig Hamburger SV i 1968 og 1. FC Köln i 1969. Kampen mod Köln var i kvartfinalen!

Igen i 1973 spillede Randers Freja sig frem til en pokalfinale i Idrætsparken. Denne gang var modstanderen foran de 21.000 tilskuere B1901. Efter sidste slutfløjt lød cifrene 2-0 til Freja.

Hvem er Randers FC?

Randers FC er en overbygningsklub af de lokale klubber Randers Freja, Dronningborg Boldklub, Kristrup Boldklub, Vorup Frederiksberg Boldklub, Hornbæk Sports Forening og Randers KFUM, som fusionerede og stiftede Randers FC den 1. januar 2003.

Randers FC skulle drive sin fodboldforretning på Frejas licens til at drive professionel fodbold. Den nystiftede klub begyndte i den næstbedste række, 1. division. I Randers FC’s første sæson sluttede klubben som nummer fire i 1. division med 51 point. Året efter blev den helt store jubelsæson for Randers FC. Med en andenplads og 66 point sikrede klubben sig oprykning til Superligaen, og Randers var atter repræsenteret i landets bedste fodboldrække.

Fakta

  • Udstilling af Sydbank Pokalen på Museum Østjylland, fredag den 2. juli – søndag den 1. august 2021 på Museum Østjylland, Kulturhuset i Randers.
  • Gratis adgang.

Kommentarer