Kultur

Se vinderne af årets FRIGG Awards 2022 i Randers

Onsdag aften blev de frivillige ildsjæle i Randers hædret ved festlig prisuddeling i Nordisk Film Biografer. Her er det supportteamet fra Vi Løber i Randers, der hepper på Årets bedst klædte og Årets sjoveste frivillig Morten Brenholdt (med kasket).

Onsdag aften var der prisuddeling af FRIGG Awards i Nordisk Film biografen på Thors Bakke, hvor frivilligheden i kommunens mange foreninger og fællesskaber blev hyldet og hædret.

Det er Frivilligværket i Randers, som har indstiftet FRIGG-prisen, som tildeles den eller de frivillige, som har gjort sig særligt bemærket eller gjort en særlig indsats for sin forening. Før det kunne afsløres, hvem der i år skulle løbe med priserne, har der været et forløb, hvor Randers-borgere kunne nominere og efterfølgende stemme på deres favoritter til prisen.

Det er tredje år, prisuddelingen afholdes og Louise Brown, der er leder af Frivilligværket, fortæller her hvorfor:

– Randers og omegn er hjemsted for en masse fantastiske frivillige, der gør så meget godt for andre. Det er vi stolte vidner til som lokalt frivilligcenter. Frivilligværket er til for at støtte de frivillige, men også for at fejre dem, og derfor uddeler vi FRIGG-prisen.

Se billeder af de elleve vindere og begrundelser for deres nomineringer.

Årets frivillig-leder
Helle Solberg Bakke – FDF Harridslev

Helle gør en kæmpe forskel for mange af byens børn og unge – og forældre. Hun er en solstråle og ikke bange for at tage fat. Hun er smilende og omsorgsfuld. Helle er en ildsjæl, der brænder for FDF Harridslev – og giver børnene fantastiske oplevelser. Hun har et gåpåmod, der smitter alle omkring hende, og hun skaber tryghed og læring for børnene – og de elsker hende. Hun er en kvinde med et stort hjerte.

Årets frivillig-team
Dorte Hvid og Gitte Busk Martin – Selvhjælp Randers

Dorte og Gitte er et fantastisk frivillig-team hos Selvhjælp Randers. De har sammen stået for selvhjælpsgrupper, hvor de har gennemført indholdsrige og givende forløb for deltagerne, der har kunnet være trygge med to omsorgsfulde og opmærksomme gruppeledere. Gitte og Dorte står altid klar med en hjælpende hånd for hele Selvhjælp Randers. Om der er brug for hjælp til arrangementer, møder, kurser osv., så melder Dorte og Gitte sig med et smil på læben. Når man ser dem sammen, mærker man tydeligt, at de er et fantastisk frivillig-team, der både stoler på og holder af hinanden.

Årets frivillig-ven
Lipi Sep Thalwitzer – Venligboerne Randers

Sep er ikke bare Venligbo, hun er venlig af hele sit hjerte. Hun smider gerne, hvad hun har i hænderne for at hjælpe et menneske, der rækker hånden ud. Hun lytter til folk, besøger dem, tager børnene med på tur, møder troligt op til fødselsdage, drikker kaffe og spiser kage og er der med en støttende skulder, når livet er træls. Sep formår at møde alle lige dér, hvor de er – i gensidig respekt – for i sidste ende er det et menneske, der har brug for støtte. Og det giver Sep. Altid!

Årets plus-65 frivillig
Ole Kjeldgaard – Venligboerne Randers + Randers Krisecenter

Ole hjælper alt og alle, der har brug for en håndsrækning, uanset om det er via Venligboerne, det lokale krisecenter eller andre steder. Han sætter persienner og billeder op, hjælper folk på plads i boligen, henter mad, kører med donationer fra giver til modtager, reparerer ting hist og pist. Alt imens lytter han til folk og møder dem, hvor de er, så alle føler sig set/hørt og trygge i Oles rolige selskab – børn såvel som voksne.

Årets ad-hoc frivillig
Karoline Geisler – Venligboerne Randers

Lipi Sep Thalwitzer modtog prisen på vegne af: Karoline Geisler. Karoline møder altid op med et smil, når forskellige opgaver skal løses. Hvis hun kan, kommer hun. Har vi brug for en ekstra hånd, kan vi altid ringe til Karoline. Hun bidrager til fællesskabet med godt humør, fleksibilitet og gode muller. Mange gange er Karoline sprunget til, når andre har måttet aflyse. På et tidspunkt flyttede Karoline fra Randers. Dette kunne i dén grad mærkes, og vi er glade og taknemmelige for, at Karoline valgte at komme hjem igen.

Årets frivillig-romance
Ole og Lisbeth Støvring – Hjerneskadeforeningen

Ole og Lisbeth har holdt sammen i mange år og er begge aktive i Hjerneskadeforeningen Randers. De bidrager med masser af gåpåmod og hjertevarme – og kærligheden mellem dem fornægter sig ikke.

Årets frivillig-idé
Kim Møller – Foreningen Udbyhøj Havn

Kim har i fire år har kæmpet for havnen i Udbyhøj. Han har skaffet midler til at få to sauna’er sat op, han har skaffet shelters på vandet og derudover har han kæmpet for at få et nyt maritimt aktivitetshus. Trods udfordringer af forskellig art har han kæmpet videre. Han har gjort et flot stykker arbejder, der kommer mange mennesker til gode – både lystsejlere, campister, sommerhusgæster og lokale. Kim har virkelig formået at udvikle vores dejlige by.

Årets sjoveste frivillig og bedst klædte
Morten Brenholdt – Vi løber i Randers

Morten gør motion sjovere i Vi løber i Randers. Morten har vundet sine foreningsfællers hjerte med sin ”orange stil”, og de er fuldstændigt solgt til stanglakrids, når han møder op til løb klædt i ”Vi løber i Randers-orange” fra top til tå – altså i både orange t-shirt OG orange bukser.

Årets u-25 frivillig
Maria og Sofie Clausen – Sødring Udbyhøj aktivitetsforening

Søstrene Maria og Sofie er 18 og 20 år. Ud over at arbejde og passe uddannelse, kæmper de også en kamp mod ensomhed for den ældre befolkning i Udkantsdanmark. De stiller gerne op og laver dessert til 80 mennesker, langer kaffe over disken, spreder glæde, energi og tilføjer humor. De har en finger med i så meget som muligt for at undgå, at de ældre er ensomme.

Årets frivillig-solstrålehistorie
Pia Madsen – Selvhjælp Randers

Pia Madsen møder mennesker med empati, nærvær, rummelighed og er en fantastisk god lytter. Pia er meget aktiv i foreningens ift. samtaleforløb, gruppeforløb, samtalebænken og andre forskellige aktiviteter. Pias mål som frivillig er at gøre en forskel for mennesker, der har det svært. Pia har selv haft udfordringer i livet og har fået hjælp gennem Selvhjælp Randers i en årrække. De udfordringer Pia har haft i livet, er nu vendt til en styrke. Pia har fået mod på selv at blive frivillig og er en klar rollemodel for andre frivillige og mennesker med svære udfordringer i livet. Derfor er Pia en solstrålehistorie værdig.

Kommentarer