Samfund

Schillerinstituttets Venner stiller op til byrådet

Poul Gundersen, Schillerinstituttets Venner, eneste kandidat på liste E.

Fjorten partier og lister er klar til kommunalvalget i Randers den 21. november. Én af listerne hedder Schiller Instituttets Venner, og stiller op på liste E. Randers Netavis har besøgt den eneste kandidat på listen, Poul Gundersen.

Schiller Instituttets Venner mener, at man bør følge “Silkevejen”, hvor Kina og BRIK-landene (Brasilien, Rusland, Indien og Kina) spiller en central rolle.

Partiet går ind for, at Danmark tager imod Kinas fremstrakte hånd og således tager del i det største opbygningsprojekt nogensinde, i stedet for at gå til grunde i det største finanskollaps i de seneste 600 år, som partiet udtrykker det. Og Randers skal med i den ny silkevej.

– Selv om vores politikere ikke siger det eksplicit, vil mange mennesker være klar over, at vi ikke er ude af den økonomiske krise, der ramte os i 2007/2008. Endvidere, at vores nationale suverænitet ikke længere er, som det har været. De større beslutninger bliver nu om dage taget i Bruxelles eller Strasbourg. Det økonomiske og politiske råderum i en kommune som Randers er indskrænket på grund af EU bestemmelser der ikke er hensigtsmæssige, erklærer Poul Gundersen.

Poul Gundersen erkender, at det som Schiller Instituttets Venner arbejder for, ikke kan gennemføres i Randers Kommune alene, men skal i givet fald gælde hele landet.

Hvorfor stiller du så op til byrådsvalget?

– Jeg kan være med til at mobilisere folk her i Randers Kommune. Det er et folkeligt pres der skal til over hele landet, og det kan jeg så arbejde for her i kommunen, siger Poul Gundersen.

– Vi benytter byrådsvalget til at skabe en platform til at udbrede vores budskab om silkevejen. Vi stiller op til alle valg, for vi vil jo gerne have vores plakater op at hænge. Og skulle jeg blive valgt, så vil jeg da være med til at påvirke tingene, fortæller han.

Skulle du gå hen og blive valgt, så er der jo mange ting at tage stilling til?

– Så har jeg mit bagland og min internationale organisation, og så vil vi i fællesskab finde en løsning på hvordan vi skal forholde os til konkrete spørgsmål, svarer Poul Gundersen, som ikke nærer nogen illusioner om at blive valgt ind.

Poul Gundersen er 56 år, og arbejder som buschauffør. Han har været aktiv i Schiller Instituttets Venner i omkring fire år og er alene på listen til kommunalvalget i Randers. Han stiller ligeledes op til regionsvalget, hvor han får følgeskab af Hans Schultz fra Aarhus.

Som buschauffør har han skiftende arbejdstider, og kan derfor ikke deltage i alle de valgmøder, som han er inviteret til. Indtil videre deltager han i 6 valgmøder, blandt andet den 2. november i Business Park, og i TV2 Østjyllands møde i Regnskoven den 18. november.

Hvis nogen vil læse mere om Schiller Instituttets Venner kan det gøres hjemmesiden: www.sive.dk.

Kommentarer