Erhverv

Salget af villaer i Randers steget med 40 procent

Salget af villaer og rækkehuse satte ny rekord i 2018 og er nu samlet set steget med 38 procent på fem år. Og i tre af landets kommuner har stigningen rundet 100 procent. Det viser undersøgelse fra RealMæglerne og BoligOne.

Mens både salget af lejligheder og sommerhuse mistede pusten lidt i 2018 og faldt i forhold til året forinden, fortsatte salget af villaer og rækkehuse med at stige. Stigningen fra 2017 til 2018 var på 1,2 procent.

Men hvad mere imponerende er, så er salget af villaer og rækkehuse nu samlet set steget med 38 procent på landsplan og i Randers med 40 procent siden 2014, Det viser tal fra boligsiden.dk, som RealMæglerne og BoligOne har lavet beregninger på.

Hovedstaden sakker bagud
Undersøgelsen viser, at der er stor geografisk spredning i udviklingen i salget. Mens de fleste landsdele fremviser flot salgsfremgang, sakker hovedstadsregionen bagud. Stigningen i København by har været på beskedne 4 procent siden 2014, og i forhold til sidste år er salget sågar faldet med 2,6 procent.

– Kombinationen af politisk betingede kreditstramninger og skattepolitisk usikkerhed lægger en dæmper på boligmarkedet i hovedstadsregionen. Og undersøgelsen dokumenterer da også, at det er landsdelene uden for hovedstadsområdet, som er drivkraften bag den fortsatte fremgang på markedet for villaer og rækkehuse, forklarer Preben Merrild Angelo, direktør i RealMæglerne og BoligOne.

Nu ser man, at boligkøberne i stigende grad vender øjnene mod landsdele uden for hovedstadsregionen.

Kommentarer