Særlig indsats åbner erhvervslivets øjne for ukrainsk arbejdskraft
Flere lokale virksomheder er blevet mere motiverede for at ansætte medarbejdere, som ikke taler dansk. Det skyldes en særlig indsats fra Randers Kommunes jobcenter.
Siden oktober 2022 har Randers Kommune lavet en særlig indsats for at få fordrevne ukrainere i job. Kommunen arbejder sammen med lokale virksomheder om at skabe nye jobmuligheder – især indenfor brancher med mangel på arbejdskraft.
– Det er en politisk beslutning i Randers, at vi dedikerer tid til en særlig jobskabende indsats, så ukrainere får fodfæste på det danske arbejdsmarked hurtigst muligt, siger Tine Arensbach, afdelingsleder for Jobcenter Randers Erhverv, hvis virksomhedskonsulenter fører dialogen med det lokale erhvervsliv om det gode potentiale i ukrainske medarbejdere.
Virksomhederne tænker anderledes
Indsatsen har haft til formål at få flere lokale virksomheder til at tænke anderledes, når det gælder rekruttering – eksempelvis at manglende danskkundskaber ikke nødvendigvis er et problem på en arbejdsplads.
Det fortæller virksomhedskonsulent i Jobcenter Randers Erhverv, Jevgenia Karg, som også er tovholder for Ukraineindsatsen.
– Ved at udbrede viden på området har indsatsen været med til at flytte på tankegangen om, at medarbejdere skal kunne tale dansk. En trappevasker behøver ikke nødvendigvis at kunne tale dansk, og på et plejehjem er der også opgaver, som kan løses uden sproglige kvalifikationer, siger Jevgenia Karg.
Tankegangen har rykket sig
En del af de ukrainere, som er kommet i arbejde, har fået job i rengøringsbranchen. Til at starte med udtrykte flere arbejdsgiverne ofte bekymring om, hvorvidt sprogudfordringer ville fylde for meget, men den tankegang har rykket sig, fortæller Jevgenia Karg:
– Jeg har fået mange lavpraktiske spørgsmål – fx om hvordan man ringer til en ukrainer og giver en besked. Her kan en nem løsning være at sende en sms. Det er meget lettere at forstå, og man kan oversætte på telefonen, siger hun.
Hun fortæller desuden, at arbejdsgiverne i rengøringsbranchen er imponerede over ukrainernes motivation og arbejdsmoral. De kommer til tiden og har lavt sygefravær. Hos Jobcenter Randers Erhverv oplever de ligefrem, at branchen nu efterspørger flere ukrainere.
Lærer dansk på arbejdspladsen
En anden gren af den særlige Ukraineindsats er et sprogmakkerprojekt, hvor 28 ledige ukrainere har været fire måneder i praktik på plejecentre i kommunen og en måned på skolebænken på SOSU-skolen i Randers.
I praktikken har ukrainerne haft en sprogmakker, som er en kollega, som hjælper med at træne sproget i det daglige. Ifølge projektleder Jevgenia Karg er projektet gået over al forventning.
– På plejehjemmene har de oplevet, at ukrainerne har rykket sig meget hurtigt på det sproglige. De lærer det langt hurtigere, når de er på en arbejdsplads hver dag. Samtidig er tilbagemeldingen, at det er dygtige, stabile medarbejdere, som har hjertet på rette sted, siger Jevgenia Karg.
Fakta om Ukraine-indsatsen
Indsatsen for at få fordrevne ukrainere i job i Randers Kommune er en del af projektet Rummelig Genstart. Projektet er støttet af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse og EU’s Socialfond. FH’s projektsekretariat, Projekter imidt, er tovholder på projektet.
Kommentarer