Debat og politik

Så´der fest!

Debatindlæg af Louise Høeg (V), Skovsyrevej 11, Formand for Sundheds, idræts- og kulturudvalget

Så er årets festuge tilbage i Randers. Og ikke blot i skyggen af corona og delt op i en mængde af små events. Festugens puls nærmer sig heldigvis normalen, dels med respekt for at coronaen stadig er her, og at vi derfor stadig skal passe på hinanden og samfundet, – og dels med en meget bred mængde af tilbud til at forbedre det kollektive sociale underskud.

Festugen ligner sig selv med undtagelser. Nye ting er kommet til, mens nogle af de store kendte og meget populære festugeinstitutioner som Handicap Musikfestivalen og Jazz og Folk Teltet venter en omgang på at coronaen mister pusten. Til gengæld har Randers Musikfond arrangeret, at der hele ugen kan opleves Jazz og Folk forskellige steder i Randers City.

Der vil i det hele taget være masser af musik, som i baggården til Hotel Randers, i Teltet ved Tante Olga, og i det nye telt på Justesens Plæne.

På havnen kan der igen i år synges ”Anton aus Tirol” og drikkes store fadøl i det populære Oktoberfestteltet på havnen, og så er Lysregattaen tilbage til lige så stor glæde for deltagere som tilskuere. 

Det populære multievent; Randers – en by i galaksen har i år rykket galaksedagene til Randers Festuge med Sci-Fi-Con i Randers Arena og masser af events for børn og voksne i kulturhuset.

I Randers Arena er Pensionistkaffebordet om onsdagen tilbage til manges glæde, og der underholdes af Randers Kammerorkester, som i år har selskab af Ivan Pedersen og den lokale dygtige sangerinde Karoline Budtz. Alle tre kan man også opleve gratis, men med billet, om aftenen på Værkets Amfiscene, hvor der i løbet af ugen optræder mange kendte kunstnere. 

Senere på aftenen er der den bedste blues på Turbinen, hvor der igen afvikles DMA Blues. Og samme aften er konkurrenceklassikeren Randers City Stafet i gang, mens motionscykelløbet Astral Biking Fjordløbet naturligvis køres, for 44. gang, søndagen før.

På Randers Teater tages der i år et nyskabende, og i spænding ventet favntag, med en af vores helt store, kunstneren Sven Dalsgaard, som også hyldes på Randers Kunstmuseum med udstillingen EFTERSKRIFT der sætter fokus på senværket fra 1970 til kunstnerens død i 1999.

Randers Kunstforening sætter med udstillingen Rødder 3 kendte kvindelige kunstnere Anne Sofie Melgaard, Iben Dalsgaard, Mette Rishøj fra Randers på display i Helligåndshuset.

Fedt at der sættes fokus på den solide kunstneriske åre der er i Randers!

Vi kan meget i Randers, – og vi kan holde en fest(uge)! Med 350-400 arrangementer er der noget for alle, og der skal lyde en stor tak til de mange, der har lyst til at give sine medborgere en oplevelse, – og til de gamle og nye sponsorer, der er med til at løfte festen. Der er også skattekroner i festen, – og hvor er de givet godt ud!

Kommentarer