Randers By

Så syng da Randers – med Kari Steen og Morten Arnesen

Sangvælgerne 2022: Morten Arnesen og Kari Steen. Foto: Randers bibliotek

Korby Randers inviterer til en hyggelig eftermiddag med fællessang søndag d. 14. august kl. 15.00. Det foregår på Skovbakken – under de smukke bøgetræer.

Det er 16. gang, Korby Randers arrangerer fællessang i Randers Festuge.

Oven i købet på vores “sædvanlige” plads: Den smukke amfiscene på Skovbakken, hvor der er en fin sangakustik. I år får vi et bedre lydanlæg. Der ikke så mange bænke på Skovbakken, så vi opfordrer til, at man eventuelt medbringer en klapstol, pude eller et tæppe.

Korby Randers har bedt to af byens personligheder om at vælge nogle sange, der betyder noget for dem personligt – og gerne krydre valget med en lille historie eller anekdote.

I år er det lykkedes at få direktør for Arena Randers, Morten Arnesen og korleder og musiklærer, Kari Steen til at stå for sangvalget.

Morten Arnesen, travl direktør for Arena Randers, var i en årrække direktør for Nordisk Film Biografer på Thors Bakke, og han blev i 2016 årets Randersborger. Morten fortæller: “Jeg ser Arena Randers og Randers idrætshaller som hele byens og fremtidens forsamlingshus med liv, oplevelser, messer, koncerter, spisning – fortsæt selv.”

Sang og musik har altid fyldt Morten Arnesens liv, og dagens sange er valgt ud fra personlige oplevelser og stemninger.

 Kari Steen er lærer på Randers Musikskole og leder af Randers Teater Kor. Derudover er hun ansat i Purhus Pastorat som kirkesanger og korleder. Kari Steen fortæller: “Det der med kor har altid fyldt meget i min tilværelse – både som korist, som korleder og ikke mindst det at udarbejde korarrangementer – altså at bestemme helt præcist, hvilke toner koristerne skal synge. Det er en “legeplads”, hvor man virkelig kan eksperimentere!”

 Eftermiddagen vil byde på et bredt repertoire – fra Grundtvig til Love Shop.

Sangene bliver i år akkompagneret af Britta Nedergaard Hansen og Marie Gregersen.

Arrangementet er gratis, og der er mulighed for at købe en lille forfriskning ved Det Danske Spejderkorps.

 Vi ses på Skovbakken – og husk klapstolen!

 Arrangementet er støttet af Randers Festuge.

Kommentarer