Randers By

Så er det afgjort: Daniel bliver i Randers

Daniel Johannesen, der studerer filosofi på Aarhus Universitet, har deltaget i TV2 Østjyllands eksperiment "30 dage i Randers", og har besluttet sig for at blive blive boende efter en måned i byen.

Daniel Johannesen har nu boet 30 dage i Randers og besluttet, at han bliver boende i byen

Daniel Johannesen kommer fra Herning, og da han kom ind på sin uddannelse i Aarhus, stod han i kø med alle de andre nye studerende for at finde en bolig.

Derfor meldte han sig til TV2 Østjyllands eksperiment “30 dage i Randers”, der sætter fokus på boligmanglen i Aarhus og de muligheder, der er for at bosætte sig i Randers. Efter 30 dage i byen har Daniel Johannesen truffet sit valg.

– Jeg bliver boende i Randers. Det har været fantastisk – det kunne næsten ikke have været bedre. Folk er glade og rare, og det er en fantastisk opgang, jeg er kommet ind i,« siger Daniel Johannesen til TV2 Østjylland.

Han anbefaler andre studerende uden bolig at kigge de 35 kilometer mod nord. Der er nemlig masser af positivt at sige om at bo i Randers og studere i Aarhus, mener Daniel. Særligt den store prisforskel på lejligheder spiller ind, og så er det faktisk ikke så slemt med en bustur eller to om dagen.

Se også her:  Drop kælderværelset i Aarhus – Randers har Danmarks billigste ejerlejligheder

For Daniel er de 45 minutter i bussen blevet kærkommen læsetid.

– Det har været en succes at bo her. Det bedste råd til folk, der tøver med at flytte til Randers, når de skal studere i Aarhus er at kaste sig ud i det. Det bliver nemt at få til at fungere. Hjemmefra tænker man måske, at der vil være mange fejl og mangler, men i virkeligheden er der ikke mange problemer, siger Daniel.

Men på trods af entusiasmen er der allerede grænser for, hvor længe han kan se sig selv i den kronjyske hovedstad. Dertil trækker det alligevel for meget at bo tæt på studieliv og eventuelt et kommende studiejob.

– Det vil undre mig meget, hvis jeg blev boende i Randers under hele min studietid. Jeg regner med at finde et studiejob senest på tredje semester for at tjene ekstra penge, og så ville jeg have råd til at bo i Aarhus. Det er en luksus at bo et godt sted i Aarhus med de samme faciliteter, som jeg har her, men hvis jeg får råd til den luksus, vil jeg gerne tage den, siger Daniel.

Kommentarer