Røde Kors Randers har store planer for fremtiden

Stadigt flere danskere køber genbrug, og det kan man også mærke hos Røde Kors Randers, som nu vil åbne en ny og meget større butik et andet sted i byen.
Denne plan blev offentliggjort på generalforsamlingen i Røde Kors Randers forleden. Her deltog cirka 60 medlemmer og frivillige, og borgmester Torben Hansen, der sammen med frivilligkoordinator på ældreområdet, Inge Schulz-Knudsen, var med som gæst, takkede i en tale Røde Kors for den lokale indsats.
Behov for mere plads
Genbrugsbutikken på Mariagervej 86 er blevet for lille til at rumme det store vareudbud til alle kunderne og til de frivilliges arbejde. Planen er at erstatte de nuværende cirka 400 kvadratmeter med lokaler i størrelsesordenen 1000 til 1500 kvadratmeter, og Røde Kors-bestyrelsen har gennem noget tid undersøgt mulighederne i Randers.
– Vi har noget i kikkerten, men det er indtil videre hemmeligt, fortæller butiksleder Eva Vilsgaard på vegne af bestyrelsen.
– Andre afdelinger har med succes startet storbutikker, og vi trækker på professionel hjælp fra butikskonsulenten i Røde Kors, tilføjer hun.
Baggrunden for udvidelsesplanerne er, at forbrugernes positive tanker om genbrug og bæredygtighed efterhånden slår godt igennem i salget; ikke mindst af tøj er der stor efterspørgsel på.
Ny og større bestyrelse
På generalforsamlingen, som Sprogcenter Randers husede, blev der valgt en ny og større bestyrelse.
Formand Heidi Lundberg ønskede ikke genvalg. Hun har været formand i to år og været meget aktiv i Røde Kors Randers i adskillige år.
I stedet blev Hanne Rasmussen valgt som formand. Hun har hidtil været kasserer og har også stor erfaring med arbejdet i Røde Kors gennem mange år.
Hanne Rasmussen takkede Heidi Lundberg for sin indsats i en periode, hvor det frivillige arbejde i Røde Kors Randers er vokset betydeligt.
Fra den gamle bestyrelse fortsætter Eva Vilsgaard, Sonja Møgelsvang og Bent Fenger Jensen. Bestyrelsen blev desuden udvidet med nyvalg af Helle Aabenhus, Marianne Grønkjær Rasmussen, Rashid Sulaiman og Jonas Hasselbalch, mens Gitte Busch og Maira Jørgensen blev valgt som suppleanter.
Stærkere samarbejde med kommunerne
Borgmester Torben Hansen og frivilligkoordinator på ældreområdet, Inge Schulz-Knudsen, deltog som nævnt som indbudte gæster på generalforsamlingen; og det var der en særlig grund til.
Røde Kors ønsker på landsplan nemlig et forstærket samarbejde med kommunerne om frivilligindsatsen. Denne nationale strategi gennemgik regionskonsulent Leon Träger for mødedeltagerne.
Borgmester Torben Hansen kvitterede med en tak til Røde Kors Randers for den lokale indsats:
– Uden civilsamfundets organisationer havde vi ikke opbygget det velfærdssamfund, vi kender i dag. Tænk på, at mange velfærdsinstitutioner oprindeligt har rod i frivilligt arbejde, for eksempel uddannelsesområdet, sagde borgmesteren blandt andet.
Røde Kors Randers har for nuværende 200 frivillige i 15 forskellige aktiviteter.
- Borgmester Torben Hansen, der sammen med frivilligkoordinator på ældreområdet, Inge Schulz-Knudsen, var inviteret til generalforsamlingen, takkede i en tale Røde Kors for den lokale indsats. Foto: Røde Kors Randers
Kommentarer