Land og by

Røde Kors-frivillige får nye kræfter

Foto: Mathilde Bech.

En saltvandsindsprøjtning fra Den A.P. Møllerske Støttefond ruster Røde Kors til at bekæmpe corona-følger

Den A.P. Møllerske Støttefond har med en ekstraordinær donation valgt at støtte en landsdækkende frivillig indsats fra Røde Kors for at bekæmpe de mentale følger af corona-nedlukningen.

I dag oplever flere end 380.000 i alle aldre i Danmark alvorlig ensomhed. En del af dem har fået endnu vanskeligere ved at opsøge og deltage i fællesskaber efter uger og måneder alene på grund af corona.

Med en treårig donation på 14,7 mio. kr. får Røde Kors nu mulighed for at understøtte sit stærke netværk af frivillige i at komme i gang igen med hjælpearbejde, der bekæmper ensomhed og isolation.

”Vi får ekstra kræfter til at genstarte vores lokale fællesskaber, og til at genopbygge og understøtte netværket af mere end 200 lokale Røde Kors afdelinger. Det er gennem deres indsats, at vi kan skabe aktivitet og hjerterum til psykisk sårbare, ensomme og udsatte over hele landet,” siger Røde Kors’ chef for hjælpearbejdet i Danmark, Marie-Louise Gotholdt.

At være en del af et fællesskab kan forebygge og afhjælpe ensomhed. Røde Kors har tilbud om åbne fællesskaber for alle, drevet af frivilligt engagement. Men i det seneste år har mange aktiviteter været lukket ned på grund af restriktioner. At genstarte dem er krævende, fordi de både planlægges og gennemføres af frivillige, der selv har været nødt til at isolere sig og passe på sig selv.

”Derfor er vi glade for, at vi med hjælp fra Den A.P. Møllerske Støttefond nu får muligheden for at hjælpe alle de gode frivillige kræfter i gang, så de får overskuddet til at invitere indenfor i lokale aktiviteter og på den måde kan være med til at knække ensomheden og isolationen,” siger Marie Louise Gotholdt.

Røde Kors og Den A.P. Møllerske Støttefond prioriterer indsatser, der hjælper psykisk sårbare og udsatte familier som har været særligt ramt af isolation på grund af corona-nedlukning.

Kommentarer