Dronningborg

Rismølleskolen er klar til cykelkampagne

Eleverne på Rismølleskolen glæder sig til igen at være med i kampagnen i september. Fra venstre mod højre er det Lauge og Benjamin fra 5. A og Robert og Emma fra 4.A.

I september springer 100.000 skoleelever i Danmark på cyklerne for at deltage i kampagnen “Alle Børn Cykler.” På Rismølleskolen i Dronningborg er mere end 100 elever tilmeldt kampagnen. Den skal motivere flere elever til at træde i pedalerne til skole og fritidsinteresser. Skolen håber, at forældrene vil bakke op om kampagnen:

“Det er en fin kampagne, der sætter fokus på motion og trivsel. Kampagnen er også en oplagt mulighed for forældrene til at gøre deres børn mere sikre på cykel ved at øve skolevejen sammen med deres barn på cykel,” siger Gitte Skov Fich, færdselskontaktlærer på Rismølleskolen.

Kampagnen Alle Børn Cykler ruller fra den 6.- 19. september. Rismølleskolen har været med i den landsdækkende cykelkampagnen i mange år:

“Kampagnen giver anledning til, at vi har stor opmærksomhed på færdselsregler og trafiksikkerhed og har fokus på cyklen som et naturligt transportmiddel. Når eleverne har bestået cyklistprøven i 6. klasse, bruger vi ofte cyklen, når vi skal rundt forskellige steder i forbindelse med undervisningen. Det er derfor vigtigt, at eleverne bliver sikre cyklister,” siger Gitte Skov Fich.

Alle bruger cykelhjelm

I kampagnen Alle Børn Cykler dyster eleverne om at cykle så mange dage som muligt i kampagneperioden til skole og fritidsaktiviteter. Klasserne kan vinde nationale og lokale præmier. I løbet af den periode hvor Rismølleskolen har deltaget i kampagnen, har Gitte Skov Fich med stor tilfredshed bemærket, at næsten alle elever på skolen bruger cykelhjelm:

” I dag er det helt naturligt og legalt at cykle med hjelm. Det var det ikke for en del år siden. Dengang var de ældste elever flove over at køre med cykelhjelm. Den udvikling er heldigvis vendt. Det er vigtigt i forhold til børnenes sikkerhed.”

Randers Cykelby bakker op om kampagnen.

Eleverne kan vinde nationale præmier. Randers Cykelby støtter kampagnen med lokale præmier som en tur til Djurs Sommerland, biografbilletter og penge til klassekassen.

Fakta

Alle Børn Cykler ruller fra den 6. – 19. september. Kampagnen er arrangeret af Cyklistforbundet i samarbejde med Jyske Bank og Novo Nordisk Danmark. Læs om kampagnen på https://www.alleboerncykler.dk/

Kommentarer