Randers By

Risiko for patientsikkerhed på Borupvænget konkluderer tilsynsrapport

Det er uværdige forhold for mennesker, som ikke selv har mulighed for at sige fra. De forhold som Borupvænget tilbyder de demente berører mig dybt. Udtalelsen kommer fra en tydelig bevæget Helle Pedersen fra Randers, hvis samlever Villy har boet på institutionens demensafsnit i halvandet år.

Helle Pedersen besøger Villy hver dag på demensafsnittet på afdeling A. Lige fra første færd, har hun konstateret problemer med behandlingen og omsorgen på stedet.

Blandt andet sker det, at Villy ingen mad får, eller får for lidt mad. Ved selvsyn konstaterede hun onsdag aften, at aftensmaden stort set var rester fra de øvrige beboere.

Pivatfoto.

– Det var dråben der fik bægeret til at flyde over, og derfor tog jeg et billede af aftensmaden, fortæller en fortvivlet Helle Pedersen.

– Hvor tit sker det, når jeg ikke er der? Hvad sker der af andre ting? Hvad sker der, når døren er lukket efter os, spørger Helle Pedersen.

– Det virker koldt på afdelingen. Der er gamle brugte møbler. Ingen parasol selv om beboerne bliver placeret i solen. Der er simpelthen ingen, eller meget lidt omsorg for beboerne, og der bliver talt grimt til dem. De får ikke en værdig behandling konstaterer Helle Pedersen.

– Jeg har haft flere samtaler med lederen på stedet, men jeg får en sludder for en sladder. Og der sker absolut ingen forbedringer.

Nu føler jeg, at jeg skal have luft, og det gør jeg ved at gå til pressen i håb om, at der sker noget på området.

Når hun besøger Villy, sidder han i sin stol på gangen eller i køkkenet, og kigger fjernsyn. Der er ingen aktiviteter, udover om onsdagen, hvor der kommer en fysioterapeut og spiller ballon med beboerne.

Andre gange kan han være drivvåd fra yderst til inderst af urin. Det på trods af, at han har ble på.

– Jeg har det virkelig dårligt og jeg er meget utryg ved at forlade Villy. Når jeg kommer hjem har jeg svært ved at finde ro, så det berører mig dybt, påpeger Helle Pedersen.

På grund af sine hyppige besøg, og klager til ledelsen føler hun, at hun bliver chikaneret af personalet.

– Jeg må for eksempel ikke mere benytte deres vaskemaskine, hvis jeg selv vil vaske hans tøj, og det føler jeg som en straf for at være kritisk, fremhæver Helle Pedersen, som samtidig synes, hun bliver fremstillet som løgner, når hun gør opmærksom på de kritisable forhold. Andre gange bliver hun ignoreret af personalet, når hun hilser på dem, oplyser hun.

Især én oplevelse gjorde Helle Pedersen både ked af det og vred. Villy skulle på toilettet, og de to medarbejdere var bekendt med Helles kritiske holdning. Helle Pedersen skulle hjem, og da hun var på vej ud ad døren, begyndte de at synge: ”Om lidt bli’r her stille. Om lidt er det forbi. Fik du set det du ville?”

De to medarbejdere blev senere omplaceret, men Helle Pedersen følte det i høj grad som voksenmobning. Og den mobning eksisterer stadigvæk, føler hun.

At et eller andet er galt på stedet tyder en tilsynsrapport fra Sundhedsstyrelsen på, hvor embedslæge Lone Husted konkluderer, citat:

“Tilsynet har fundet fejl og mangler, som indebærer risiko for patientsikkerheden.”

Rapporten er fra 2015, og her angives, at næste tilsyn vil blive foretaget i 2016. Men overlæge Jan Greve fra Styrelsen for Patientsikkerhed oplyser, at der ikke er foretaget tilsyn siden.

– Det skal tilføjes, at fra juli 2018 er det politisk vedtaget at styrke tilsynet på plejehjem yderligere, således at der vil blive gennemført yderligere tilsyn på plejehjem med fokus på patientrettigheder indenfor Servicelovens rammer, forklarer Jan Greve til Randers Netavis.

Den 24. oktober 2016 gennemføres et kommunalt tilsyn på Borupvænget. Tilsynet blev foretaget af konsulentfirmaet Hjortshøj Care i Risskov, hvor en social- og sundhedsassistent samt en sygeplejerske, som er ansatte på Borupvænget, bliver interviewet. De to interviewede medarbejdere havde intet at indvende, og alt var i skønneste orden.

Ligeledes interviewes fire beboere, som ifølge rapporten oplyser, at de var meget tilfredse med den personlige pleje. Flere af beboerne fik endda bad to gange om ugen. Samtidig var de tilfredse med rengøring af boligerne, som finder sted én gang hver 14. dag.

Det kommunale tilsyn nævner intet om Sundhedsstyrelsens tilsynsrapport.

Lørdag var Helle Pedersen igen på Borupvænget for at besøge Villy.

Ifølge hende bad hun personalet om hjælp til at få Villy flyttet fra en stol og over i en sofa. Det blev imidlertid nægtet. Det ville de ikke, med henvisning til, at de ikke ville tage ansvaret for at flytte ham.

Det var en grædefærdig Helle Pedersen som efterfølgende kontaktede redaktionen.

– Jeg kan snart ikke mere. Jeg ved snart ikke hvad jeg skal gøre, siger hun, og kalder episoden for et klart omsorgssvigt.

Vi ville gerne have centerleder Annette Sørensen til besvare spørgsmålene fra Helle Pedersen og Randers Netavis har flere ubesvarede spørgsmål til lederen. Men hun vil ikke besvare spørgsmål.

Allerede fredag eftermiddag forsøgte Randers Netavis forgæves at få en kommentar fra Annette Sørensen. Medarbejderen som besvarede opkaldet, løb til centerlederens kontor, og forklarede, at avisen gerne ville tale med hende. Mens avisen lyttede med, svarede Annette Sørensen:

– Nej, jeg er her ikke!

Herefter blev det meddelt, at Annette Sørensen ikke ønsker at kommentere kritikken.

Kommentarer