Randers By

Randers Venstre formand: Overmark på vildspor

Torben Høeg Bonde, formand for Randers Venstre.

Debatindlæg af:
Torben Høeg Bonde, formand for Randers Venstre.

Der er sagt og specielt skrevet en hel del omkring forløbet i forbindelse med, at tidligere borgmester og formand for Verdo Claus Omann Jensen er blevet valgt til stillingen som salgs- & marketingdirektør i Verdo. Som det jo altid er i disse sager, så er indsigt og viden omkring de faktiske forhold samtidig en begrænsning for, at man kan udtale sig i konkrete sager. Det udnyttes i forvejen til fulde i løbende karaktermord og mistænkeliggørelse af kommunalt ansatte og politikere, og nu er Bjarne Overmark med flere så kommet til Verdo. Uden nogen skelen til faktiske forhold, og hvad der er bedst for Verdo, går han til angreb på undertegnede og andre navngivne personer med påstand om et politisk kammeratligt komplot mod Verdos ledelse.

Når man lever i en verden, hvor man åbenbart ser fantasifulde konspirationer bag hvert træ, er det vel på tide at få Bjarne Overmark ud af sin vildfarelse. Bestyrelsen i Verdo har på ingen måde haft nogen indflydelse på, hvilken kandidat som er blevet valgt. Tværtimod er der ved flere lejligheder sendt kraftige signaler om, at processen naturligvis skulle foregå 100 procent transparent, med ekstern rådgivning, hvilket den uheldige timing op til repræsentantskabet vidner om. Havde der været tale om en bevidst plan orkestreret af politiske kræfter, så må Bjarne Overmark venligst forklare, hvordan man samtidig vælger at “bortkaste” de over 4.5 million vægtede stemmer, som Claus Omann Jensen fik til valget.

Bestyrelsen blev samlet orienteret om formandens kandidatur på møde i begyndelsen af februar, og efter intense diskussioner uden formanden i lokalet blev det besluttet at igangsætte en proces, hvor den daværende formand kunne søge stillingen på lige vilkår med andre kandidater. Et eksternt headhunterselskab blev bedt om at tilsikre et udvalg af relevante kandidater samt en professionel evaluering til støtte for direktionen. Alt dette for at Verdo kunne få den bedst egnede kandidat.

I hele forløbet har signalet til Verdos direktion helt klart været, at hvis Claus Omann Jensen blev fundet for let, så ville bestyrelsen naturligvis bakke op om denne beslutning. Direktøren for Verdo har ved gentagne lejligheder fået et klart mandat til at vælge, hvad der var bedst for Verdo.

Den reelle grund til, at Bjarne Overmark fremkommer med sine teorier lige nu som nyvalgt repræsentantskabsmedlem, kan man jo kun gisne om, men en ting synes sikkert, og det er, at han vil flytte al balladen fra byrådet ind i Verdo. Dette kan Verdo ikke være tjent med og vil være til skade for alle Verdos ansatte og forbrugere. Verdo er et professionelt energiselskab og ikke en politisk legestue for Bjarne Overmark og øvrige med egne politiske agendaer.

Kommentarer