Randers By

Randers er stadig en populær studieby

1.038. Så mange har i år søgt ind gennem kvote 2 på VIAs uddannelser til pædagog, sygeplejerske og psykomotorisk terapeut i Randers. Det er en tilbagegang på ni procent i forhold til sidste års rekordtal, men der er stadig rigeligt med kvalificerede ansøgere til at fylde studiepladserne.

Onsdag i sidste uge var deadline for søgning gennem kvote 2 til alle de videregående uddannelser i Danmark. I Randers har kurven for det samlede antal ansøgninger til VIAs uddannelser bevæget sig i en støt stigende retning i de sidste otte år.

Nu er kurven omsider knækket, hvilket var helt forventeligt, da de små ungdomsårgange er ved at slå igennem. Men VIA har stadig rigeligt med kvalificerede ansøgere i Randers, da alle tre uddannelser er dimensionerede fra politisk hold. Det betyder, at der er loft over, hvor mange studiepladser VIA må oprette i Randers.

Samlet set optager VIA flest studerende gennem kvote 1, der har ansøgningsfrist den 5. juli kl. 12.00. Derfor er det først til sommer, at VIA får overblik over årets samlede antal ansøgninger.

Lønnet praktik til pædagogerne

Pædagoguddannelsen i Randers har modtaget 433 ansøgninger gennem kvote 2, hvilket er en lille tilbagegang på seks procent i forhold til sidste år. 143 har valgt uddannelsen som deres førsteprioritet. Det betyder, at der, allerede inden ansøgningerne fra kvote 1 kommer til, er rigeligt til at fylde de 106 studiepladser op.

– Mange har øje for, at pædagoguddannelsen er en attraktivt uddannelse med brede jobmuligheder og fin beskæftigelse. Det tiltaler også mange af vores ansøgere, at uddannelsen på 3,5 år har en overskuelig længde, og der er indlagt fire praktikker, hvoraf de to er lønnede, siger Pia Moldt, der er uddannelsesleder på Pædagoguddannelsen i Randers.

Hun peger samtidig på, at Randers er en attraktiv studieby, hvor der fx er gode muligheder for at leje en bolig til en overkommelig SU-venlig pris.

Rift om sygeplejerskerne

Sygeplejerskeuddannelsen i Randers har modtaget 457 ansøgninger mod 496 sidste år. Præcis 100 af ansøgningerne har Randers som førsteprioritet, hvilket er status quo i forhold til sidste år.

At så mange har Randers som deres førstevalg glæder uddannelsesleder Annette Rosenkilde Jensen.

– Vi har heldigvis mange gode ansøgere at vælge imellem, for der er rigtig mange unge, der er tiltrukket af det klare jobsigte som sygeplejerskeuddannelsen har. Vi hører også fra ansøgerne, at de søger en studieform med en tæt kobling mellem teori og praktik, og vi kan netop tilbyde nogle gode og veletablerede praktikpladser til vores studerende, siger uddannelsesleder Annette Rosenkilde Jensen.

Hun ser samtidig den lave ledighed blandt sygeplejersker som et stort plus. Der er god efterspørgsel på de nyuddannede sygeplejersker fra Randers, og mange af dem har job, allerede inden den sidste eksamen er i hus.

Ansøgere til psykomotorik er velforberedte

Heller ikke psykomotorikuddannelsen får problemer med at besætte sine i alt 52 studiepladser i det kommende studieår. Uddannelsen har i år modtaget 148 ansøgninger gennem kvote 2 mod 177 sidste år.

I modsætning til de øvrige VIA-uddannelser i Randers optager psykomotorikuddannelsen udelukkende gennem kvote 2, hvor der er fokus på mere end karaktergennemsnittet. Ansøgerne skal skrive en motiveret ansøgning for at komme i betragtning og tillige gennem en personlig adgangsgivende samtale.

– Vi oplever, at mange ansøgere er meget velforberedte og sætter sig grundigt ind i, hvad uddannelsen og faget indeholder. Vi havde fx mange besøgende til Åbent Hus i februar, og mange tager et af vores forberedende kurser på Odder Højskole. Det er positivt, fordi det vidner om, at de virkelig vil uddannelsen,” siger uddannelsesleder på VIA Psykomotorikuddannelsen i Randers, Helle Brok.

Alle ansøgere til de videregående uddannelser i Danmark får svar på deres ansøgning den 28. juli.

 

Kommentarer