Samfund

Randers Kommune er klar til at hjælpe sårbare borgere med transport til 3. vaccinestik

Udvalgte borgere med stærkt svækket immunforsvar begynder nu at blive inviteret til et 3. stik COVID-19 vaccine. Borgere, der ikke selv kan transportere sig til og fra vaccinationsstedet, kan få hjælp af kommunen.

“Ligesom vi har hjulpet en række borgere med transport til 1. og 2. vaccinestik, vil vi også tilbyde hjælp med transport til det 3. vaccinationsstik. Det må ikke være logistiske udfordringer, som afholder folk fra at lade sig vaccinere, og derfor vil vi rigtig gerne hjælpe i de situationer, hvor det er nødvendigt,” siger Lene Jensen, der er omsorgschef i Randers Kommune.

Tilbuddet om det 3. stik COVID-19 vaccine bliver givet til særligt udvalgte borgere med et stærkt svækket immunforsvar. Det drejer sig først og fremmest om personer med visse typer ondartede blod- og knoglemarvsygdomme, personer, der er organtransplanterede, personer i dialyse og personer, der har fået behandling med særligt immunsupprimerende lægemidler eller har været i aktiv kemoterapi i løbet af 2021.

I Region Midtjylland drejer det sig om cirka 10.000 borgere, der nu begynder at modtage invitation til vaccination i deres e-boks og kan booke tid i et vaccinationscenter.

Opfordring til at hjælpe hinanden

Randers Kommune kender fx via hjemmeplejen en del af de borgere, som får tilbudt det 3. stik. Her vil den mulige hjælp til transport blive aftalt i forbindelse med den almindelige pleje og omsorg. Derudover opfordrer Randers Kommune til, at vi hjælper hinanden.

“Generelt har venner og familie til sårbare borgere været rigtig gode til at hjælpe i forbindelse med 1. og 2. vaccinationsstik. Både med at få tjekket, om borgeren har set invitationen og med transport. Det samme håber vi selvfølgelig er tilfældet denne gang, sådan at vi kan fokusere vores hjælp til de borgere, der ikke kan komme af sted på andre måder,” siger Lene Jensen.

Sådan får man hjælp til transport

Får man tilbudt vaccination til 3. stik og har brug for hjælp til transport til og fra vaccinationsstedet, kan man kontakte Randers Kommune på tlf. 8915 1515.

Af hensyn til planlægningen af transporten, bedes man kontakte Randers Kommune inden man booker en tid til vaccinationen.

Det er Sundhedsstyrelsen, der fastlægger kriterierne for, hvem der får tilbudt det 3. stik.

Foruden borgere med stærkt svækket immunforsvar, får alle plejehjemsbeboere tilbudt et 3. stik. Her kommer revaccinationen til at foregå på de enkelte plejecentre.

Kommentarer