Langå

Randers: Ingen skal stå alene med, at bogstaverne driller

H.C. Andersen og Winston Churchill døjede med det. Også George Washington bøvlede med bogstaverne, ligesom Christian Fuhlendorff gør det. Men ordblindhed og læsevanskeligheder findes der hjælp til, og det får skoleeleverne i Randers i den kommende tid.

Som led i en større indsats under kommunens ordblindestrategi ruller i de kommende uger et digitalt spor for børn og unge fra 4.-10. klasse. Her er der både webinar om ordblindhed med fokus på, hvad det vil sige at være ordblind, og der ruller åbne værksteder for børn med læsevanskeligheder.

Egentlig var det planen, at der skulle afvikles fysiske bootcamps for ordblinde og fysiske åbne værksteder for børn med læsevanskeligheder, men Corona-restriktioner medfører, at elever ikke må blandes på tværs af skoler og klasser. Og derfor ruller der i stedet tre webinarer. Et webinar for ordblinde børn på 4.-6. klassetrin, og et for udskolingseleverne i 7.-10. klasse. Og samtidig kører et åbent værksted også i form af et webinar for børn med læsevanskeligheder.

“Engang var det noget, man kæmpede med i stilhed. I dag ved vi, at ordblindhed er en vanskelighed, som man kan håndtere fordi der er mange hjælpemidler. Derfor er det vigtigt, at det enkelte barn lærer hjælpemidlerne at kende, så de får mest mulig succes i skolen,” siger Steen Bundgaard, formand for Skole- og Uddannelsesudvalget, der har afsat 200.000 kr. til bootcamp for ordblinde og 116.000 kr. til åbent værksted i 2021.

I løbet af uge 21-25 bliver der på hver skole afviklet webinarer, som foregår i de enkelte klasser.

Munkholmskolen blandt de første

Munkholmskolen hører blandt de første, som går i gang med forløbet, der både består af undervisningsmateriale og refleksionsopgaver virtuelt. Her vil elever fra 4.-9. klasse deltage i webinarerne fra 26. maj.

“For elever med læsevanskeligheder eller ordblindhed, er det meget vigtigt, at de kender hjælpemidlerne og er bevidste om, at der er tale om en mindre vanskelighed, som kan afhjælpes. Og har man hjælpemidlerne kan man klare sig på lige fod med alle andre. For nogle elever er det også væsentligt at opleve succes og finde ud af, at den slags udfordringer havde såmænd også Albert Einstein. Forløbene skal ende med, at hver elev sætter mål for sig selv,” siger Birgitte Davidsen, leder af Munkholmskolen.

Webinarforløbet er udviklet af Skolernes Udviklingscenter i Randers Kommune.

Kommentarer