Samfund

Randers Friskole og Børnehus fejrer 30-års jubilæum

Se billedserie

Randers Friskole og Børnehus markerede en stor dag ved årets høstmarked – nemlig deres 30-års jubilæum. Det var dog ikke det eneste der blev fejret denne dag. Borgmester Torben Hansen hejste nemlig Friluftsrådets 3 grønne flag, som et resultat af institutionens målrettede grønne indsats.

“Er I klar? Så tæller vi ned: 10, 9, 8, 7, 6…”

Alle stimlede sammen ved høstmarkedets midtpunkt, scenen, der var pyntet med solsikker, hø og rustikke æblekasser. Lærer Rikke Ploug Tvedt satte gang i nedtællingen, og lyden af de 500 deltagere, der med én stemme talte ned fra 10, skabte ekko mellem de hvide festivaltelte, der svajede let i den friske efterårsvind på skolens store græsarealer.

Selvom himlen var mørk af regn og vinden var kold, så trodsede forældre, elever, ansatte og gæster det dårlige vejr. For der var udsigt til en helt særlig dag i skolens historie.

En fest med balloner, flag og tovtræk

Skoleleder Kirstine Ipsen indledte nedtællingen med en tale, hvor hun til sidst beskrev skolens elever med en malende metafor:

“På de 30 år, der nu er gået, er ca. 600 elever gået ud fra vores skole. De er gået fra at være frø til at blive stærke planter, som sætter nye frø i vores samfund. Vi sender 30 balloner med frø ud i verden med et budskab om værdifuldhed og taknemmelighed over, at dét, der kan se småt og ubetydeligt ud, kan vokse sig stærkt. ”

Nedtællingen nåede sit højdepunkt, da forsamlingen nåede nul, og to elever fra 6. klasse i det samme gav slip på 30 nedbrydelige øko-balloner med frø, som blev ført afsted med vinden og til lyden af forsamlingens klapsalver.

Der var dog også en anden vigtig begivenhed til dette års høstmarked. Friskolen har fået det grønne skolefag for 5. år i træk, som den eneste skole i Randers, og det grønne spire-flag for 8. år i træk. Borgmester Torben Hansen kunne derfor hejse hele 3 flag: et ‘Grøn skole’-flag for friskolen, et ‘Grønt spireflag’ og et ‘Spring ud i naturen’- flag for daginstitutionen. De grønne flag er Friluftsrådets grønne mærkningsordning, som anerkender Friskolen og Børnehusets indsats for at sætte særligt fokus på udeliv, natur og miljø. Og den indsats kunne ses til høstmarkedet, hvor elevernes hjemmebyggede insekthoteller stod rundt omkring. Børnene sad i det våde græs og legede uforstyrret af det dårlige vejr, og teltene bugnede med hjemmelavede marmelader, sirupper og knækbrød, som elever og børn havde lavet af skolehavens råvarer.

Lærer og koordinator for høstmarkedet, Kathy Chappuis, understreger at Randers Friskole og Børnehus har et stort fokus på at være en miljøvenlig og bæredygtig institution, som passer godt på miljøet.

Taknemmelighed var også et gennemgående tema denne festdag:

“30 års jubilæum er en stor, stor dag, og i dag får vi mulighed for at sige tak til alle dem, som har knoklet for, at skolen kan være det, den er i dag,” uddyber Kathy Chappuis med et smil.

Under de 3 blafrende flag i den hjemmelavede egetræsflagstang og midt i den glade forsamling, var der også tid til en tov-trækningskonkurrence. Stærke mænd og børn måtte stampe ekstra hårdt i den bløde jord for ikke at blive trukket forbi de opstillede fakler.

På netop samme sted, blev der for 30 år siden plantet en idé – Idéen om en kristen friskole i Randers.

En kristen friskole i udvikling

Skolens første skoleleder, Ulla Jensen, havde en vision om at skabe en friskole i Randers, der byggede på et fælleskirkeligt grundlag med et kristent livs-og menneskesyn. Hun samlede en gruppe ildsjæle, og de købte sammen den grønne byggegrund ved Moseskellet i 1991.

Randers Friskole blev officielt indviet d. 5. oktober samme år, hvor kun 18 elever var indskrevet til at begynde deres skolegang i en lille bygning af træ.

30 år efter det første spadestik har skolen udviklet sig år for år. Der står i dag 3 hovedbygninger på naturgrunden med Nørreskoven i baghaven. Der er blevet bygget en moderne multibane, bålhytter, anlagt en stor skolehave med frugtplantage, bærbuske og sjældne kartofler. I 2008 fik skolen en børnehave, og i 2012 kom en vuggestue til, som sammen med friskolen udgør den samlede institution: Randers Friskole og Børnehus.

Skoleleder Kirstine Ipsen sammenligner skolens udvikling som et frø, der vokser sig stærkt:
“Randers Friskole startede som en spirende tanke. Vi kender alle billedet af en lille, blød plante, der bryder igennem den hårde asfalt, selvom det måske ikke burde kunne lade sig gøre. Men med fælles hjælp, spirende idéer og et godt fundament, så står vi i dag, som en stærk blomst, der er brudt ud af asfalten.”

Høstmarkedet er en årligt tilbagevendende begivenhed, som friskolen og børnehuset forbereder sig på hele skoleåret. Hvert år går overskuddet til at forbedre skolens tilbud, og i år blev der samlet ind til en hoppepude.

Kommentarer