Kultur

Randers-dreng udgiver sommer-single

Den 27. maj udgiver Randers-drengen Jan Dorf sin debutsingle. Dorf har beskæftiget sig med musik i en lang årrække. Både som komponist og performer, men det er først nu, at han udgiver musik. Det sker i form af singlen ”Summertime Kisses”.

”Jeg har spillet musik, så længe jeg kan huske, så det er bestemt ikke nyt for mig. At det sker nu, handler meget om, hvor jeg er i livet,” siger Jan Dorf og uddyber, at det jo nok har lidt med kærlighed at gøre.

”Sangen er en hyldest til sommeren, til bierne og blomsterne, til træerne og fuglene – og kærligheden, som jeg selv har fået lov at opleve igen. Jeg kommer til at tænke på en af Shu-bi-duas sange, hvor det lyder ”Gid man ku’ få den første til sidst”. Det er netop, hvad der er sket for mig. Jeg har fået min store kærlighed tilbage efter 42 år, så sangen er mere aktuel end nogensinde,” siger Jan Dorf med et stort smil.

Sangen blev til i en intens, kreativ proces, der udsprang af blot et par dages samvær med en Ukulele. På bare to dage blomstrede syv melodier ud af det lille instrument, hvor ”Summertime Kisses” er én af dem.

”Det var som om, at ukulelens lille krop bare blev ved med at give sange,” lyder det fra Jan Dorf.

På singlen ”Summertime Kisses” får ukulelen selskab af både klaver, blæsere og whiskers. Kunstneren selv kalder sangen en glad og sød sang i den jazzede pop genre.

”Summertime Kisses” udgives den 27. maj digitalt, gennem Gateway Music ApS og vil være at finde på en række digitale tjenester (YouTube, Spotify, Apple Music m.m.).

Om Jan Dorf

Jan Dorf er født i København, men har igennem 53 år været bosat i Randers. Han er 66 år gammel og oprindeligt billedkunstner, grafiker (3D grafik, animation), musiker, komponist og Sing-alongwriter.

Han har tidligere boet og arbejdet (blandt andet som videoproducent) i Tyskland.

”Summertime Kisses” er Jan Dorfs debut udgivelse.

Det siger de om sangen

Jan O, bl.a. Zena, Tag fat, Rockets og Jan O:
”Det er bare sådan en glad sommersang, når man er nyforelsket. En rigtig ørehænger”

Tommy Loui, bl.a. Fifi Dong, Muddi og Salamidrengene + Søren Madsen fra Michael Learns to Rock:
”Det er som om, dén sang altid har været der”

Per Hundborg, bl.a. Kadenza, Blue Shot, samt Muddi og Salamidrengene:
”Pisse god sommersang. Jeg nynner den hele tiden”

Kommentarer