Samfund

Randers bliver demensvenlig kommune

Der findes allerede mange gode tilbud for mennesker med demens i Randers Kommune – blandt andet har mange af ældrecentrene smukke indhegnede haver, så beboere med demens kan komme ud og nyde den nære natur uden fare for at blive væk. Foto: Randers Kommune

Kompetenceudvikling, videndeling, forebyggelse og udvidet støtte til pårørende. Det er nogle af de tiltag, Randers Kommune arbejder med i forbindelse med den nye status som Demensvenlig Kommune.

”Vi har allerede rigtig meget fokus på demens i Randers Kommune, og vores deltagelse i og status som Demensvenlig Kommune skal bidrage yderligere til at forbedre demensindsatsen,” siger demenskonsulent Helle Sahl.

Det er Demensalliancen, der står bag tiltaget med demensvenlige kommuner, og Randers er én ud af syv kommuner, der deltager i projektet i 2016.

”Vores ambition er at skabe muligheder for et bedre liv med demens, hvor borgere med demens og deres pårørende har den tryghed, at de aldrig er alene med deres udfordringer,” siger formand for Sundheds- og Omsorgsudvalget Leif Gade.

Demensvenner i Randers

Et af de nye tiltag i forbindelse med Demensvenlig Kommune er, at Randers Kommune i samarbejde med Alzheimerforeningen udbyder et demensven-instruktørkursus i efteråret 2016. Man kan blive demensven på to forskellige måder. Man kan gå ind og se en film og tilmelde sig på Alzheimerforeningens hjemmeside, og man kan deltage i et kursus med en demensveninstruktør.

”Formålet er udbrede kendskabet til demens så meget som muligt. Det er ikke forpligtende at være demensven – man bliver simpelthen sat ind i tegn og symptomer på demens, så man kan hjælpe og støtte personer med demens, man møder i sin omgangskreds eller tilfældigt på gaden,” fortæller Helle Sahl.

Mange initiativer for demente

I løbet af 2016 vil Randers Kommune blandt andet arbejde med at udvikle en overordnet demenspolitik og demensstrategi og skabe et overblik over allerede eksisterende tiltag for demente og pårørende – med henblik på at skabe bedre vilkår for videndeling.

”Der findes allerede mange gode tilbud for mennesker med demens i Randers Kommune – blandt andet har vi uddannet et demenskorps af medarbejdere med særlige kompetencer på demensområdet, og på ældrecentrene skaber vi smukke indhegnede haver, så beboere med demens kan komme ud og nyde den nære natur uden fare for at blive væk,” fortæller demenskonsulent Helle Sahl.

Randers Kommune deltager også i den internationale Alzheimerdag i september 2016, hvor der blandt andet vil være fokus på at orientere flere borgere om kommunens tilbud på demensområdet.

Demensvenlige kommuner

Det er Demensalliancen, der står bag tiltaget med demensvenlige kommuner. Demensalliancen består af Ældre Sagen, FOA, PenSam, Alzheimerforeningen, Dansk Sygeplejeråd og Ergoterapeutforeningen. Første år var Aalborg, Aarhus, Hillerød, Næstved, Stevns og Varde Kommune med som demensvenlige kommuner i Demensrummet 2015. Randers er én ud af syv kommuner, som deltager i Demensrummet 2016. Formålet med tiltaget er blandt andet, at Danmark skal gå forrest og være et demonstrationsland på demensområdet.

Kommentarer