Randers By

Randers er en by i galaksen

Elever på Nørrevangsskolen klar til Star Wars-musical. Pressefoto

Snart bliver Randers indtaget af stormtroopere og jedi-riddere fra det kendte Star Wars-univers. Udover en årlig tilbagevende festival i april bliver fortællingen om kraften og de godes kamp mod det onde i universet brugt til at skabe ny læring i kommunens folkeskoler. Første skridt er en musical på Nørrevangsskolen torsdag den 8. februar, hvor eleverne har lavet alt fra manuskript til scenografi, sang, musik og dans. 

Den onde Kylo Ren fra Star Wars- universet er på vej til Randers for at tage magten over en by i galaksen. Men det vil de gode jedi-riddere for alt i verden forhindre. Sådan er plottet i den Star Wars-musical som 5. og 6. klasserne på Nørrevangsskolen opfører torsdag den 8. februar.

Musicalen er ikke en helt tilfældig opsætning – og det er slet ikke blot endnu en skolemusical. I virkeligheden er Randers nemlig en by i galaksen og står sammen om at skabe et stort lærlingsprojekt og en årlig tilbagevendende begivenhed.

Det hele starter på Randers Bibliotek, der fredag den 13 april åbner landets største bibliotekssamling med bøger, film og effekter fra Star Wars-universet.

Science fiction kan bruges til læring

Randers Bibliotek vil bruge Star Wars som kilden til mange timers sjov læring. Og netop derfor har biblioteket også indgået et samarbejde med Randers Kommune om at bruge universet på folkeskolerne i forbindelse med undervisningen.

– Star Wars er et unikt kulturprodukt. Det er fortællingen om at gå fra at være barn til voksen, om kampen mellem det gode og det onde. Og her i Randers bliver det også indgangen til bøgernes verden, til læsningen, til viden, til uddannelse. Det må gerne være sjovt at lære, siger Jacob Krogsøe, der er bibliotekar på Randers Bibliotek og en af drivkræfterne bag “Randers – en by i galaksen”.

På Nørrevangsskolen er der mange former for læring til skolens elever, når de i løbet af få uger skal sætte en musical op fra bunden. Efter at være præsenteret for den næst seneste Star Wars-film har eleverne selv skrevet manuskript – sange såvel som skuespillernes ord. Eleverne agerer også selv skuespillere, musikere, sangere og dansere. Ligesom de selv bygger al scenografien og laver kostumerne.

– Ført og fremmest har jeg lært at samarbejde på et helt ny måde. Man lærer at gå på kompromis og finde fælles løsninger, fortæller Maha Kwismi fra 6. klasse. Hun har været med til at skrive manuskriptet og så er hun også en af danserne i musicalen.

Unik Rai fra parallelklassen har blandet andet været med til at bygge scenografien.

– Det var første gang, at jeg arbejdede med træ. Jeg har bygget det skab, som den onde Kylo Ren lukker skoleinspektøren ind i for at få magten på skolen, fortæller han.

Begge elever finder Star Wars-universet inspirerende. Et univers som mange børn og unge taler om – ikke mindst på grund af de mange nye Star Wars-film.

– Derfor er ser vi også et stor engagement hos eleverne – et engagement der i øvrigt kun bliver endnu større af, at de selv laver det hele til musicalen. Vi ser eksempelvis elever, der aldrig før har spillet guitar. Pludselig lærer de det på få uger for at kunne medvirke i musicalen, siger Nette Christensen, der er lærer og tovholder for musicalen på Nørrevangsskolen.

En by i galaksen modtager besøg til april

Biblioteket åbner sin nye Star Wars-samling fredag d. 13 april sammen med Jakob Stegelmann fra Troldspejlet i DR. Over to dage vil der være ægte Star Wars-stemning med jedi-sværdkamp, hårmode og smykker fra universet og meget mere. Den efterfølgende mandag har biblioteket foredrag med den danske skuespiller og stuntmand Sven-Ole Thorsen, der har medvirket i flere amerikanske science fictions og actionfilm. Han deltager også. når der lørdag den 14. april er Sci-fi-con messe i Arena Randers, hvor man blandt meget andet også kan møde Star Wars-skuespilleren Jeremy Bulloch i sin berømte rolle som Boba Fett.

Kommentarer